Boy & Bear: Moonfire

Boy & Bear forbindes mange steder med folkgenren, og langt de fleste skæringer på Moonfire, består da også af en rolig melodiøsitet og behagelige harmonier, som leder tankerne i den retning. De har dog en alsidighed som gør debuten balancerende mellem det spændende og det forvirrende.

Australsk debut smager af mere

Vi skal på nye længde- og breddegrader i genren folkrock og -pop, når vi denne gang rejser Down Under og stifter bekendtskab med australske Boy & Bear. De blev hurtigt populære i hjemlandet i 2010, da de under en turné med engelske Mumford & Sons gik fra opvarmningsnavn til nærmest at blive turneens hovednavn. Sammen med det efterfølgende skulderklap fra Rolling Stone, som en ”Artist to Watch of 2011”, har det naturligt nok fået forventningerne frem mod albumdebuten Moonfire til at stige.

Lad mig afsløre med det samme: Australierne har meget at byde på inden for genren – noget ganske sympatisk faktisk. På åbneren ”Lordy May” indledes albummet med, at dybe trommer, akustisk guitar og David Hoskins’ karakteristiske vokal harmonerer sammen. Hoskins’ intonation i sin sang leder mine tanker hen på Robin Pecknold fra amerikanske Fleet Foxes, og at han så er meget mere sprælsk, skal vise sig senere på albummet. Der er stor fokus på melodiøse harmonier mellem vokal og musik, og at flere af kvintettens andre medlemmer kan bruge stemmen fornuftigt, beviser de fine vokalharmonier, der går igen flere steder på Moonfire.

Sprælskheded fornemmer man på den friske ”Milk & Sticks”, hvor tempoet forsigtigt skrues op, og hvor David Hoskins viser en mere nasal side af sin stemme. Endnu hurtigere går det på ”Golden Jubilee”, hvor australierne snuser lidt til rockabilly, og hvor yeah yeahs og woo hoos skaber en let og løssluppen stemning. Boy & Bear er en alsidig størrelse, hvilket de understreger på “The Village”, hvor eksotiske trommer, reggaeguitar og en stor portion groove nemt kunne være taget ud af en landsby på den afrikanske savanne eller såmænd i den australske outback.

Boy & Bear forbindes mange steder med folkgenren, og langt de fleste skæringer på Moonfire, består da også af en rolig melodiøsitet og behagelige harmonier, som leder tankerne i den retning. Men de har en alsidighed som ligger på grænsen mellem det opløftende og det forvirrende. Forvirrende eller ej – australierne gør det på deres måde, og for mig blev det et positivt bekendtskab, som smager lidt af mere.

Written By
More from Lars Asmussen
23.09.06 – Pearl Jam – Wuhlheide, Berlin
Godt hjulpet på vej af et medlevende publikum i en fantastisk amfibiearena,...
Read More
0 replies on “Boy & Bear: Moonfire”