Støj-geniet Oliver Ackermann
Det er svært at begribe hvor mange timer der er i Oliver Ackermanns døgn, for udover at drive effektpedalfirmaet Death By Audio, og producere fuldstændigt fantastiske albums og EP’er, er hans band A Place To Bury Strangers nærmest på tour nonstop. Det tænker jeg lidt over, efter A Place To Bury Strangers spillede deres hidtil bedste koncert på dansk grund, hvor de invaderede Loppen med støj og kaos, i en koncert der bare blev bedre og bedre.
Køligt og afslappet indledte Oliver Ackermann koncerten alene på scenen, med en massiv guitarstøj-mur, som lagde tonen for resten af koncerten. Tålmodigt indtrådte resten af bandet på scenen, og koncerten kunne rigtigt gå i gang.
Bandet har for nylig fyret trommeslageren Jay Space, der tidligere havde præget bandets koncerter med ret middelmådigt trommespil. Han er på denne tour erstattet af Robi Gonzalez, hvis væsentligt bedre trommespil skabte en form for stramhed og kontrol, midt i Ackermann og bassisten Dion Lunadons støj-kaos.
For der blev trampet på instrumenter, kastet rundt med forstærker kabinetter, væltet mikrofoner og smadret øl flasker. Bandet udstrålede en fantastisk vildskab og lejelyst, som f.eks. manglede ved bandets sidste besøg på Loppen i 2010. Vi skulle bare ind i koncertens tredje nummer, før at Ackermann bankede sin efterhånden gennemtæskede Fender Jaguar imod Loppens loftbjælker.
Nogle vil måske kritisere koncerten for at være enslydende og monoton, men det var netop dette der gjorde koncerten stærk. Publikum fik en tour ind i A Place To Bury Strangers smukke støj-helvede, så man efter koncerten kunne stå og tænke: ”Hvad fanden skete der dér?”
Selvom det var støjet og kaotisk, var det samtidig også satans seriøst og tjekket, og der var ikke skyggen af utjekket punk-stil. A Place To Bury Strangers og især Oliver Ackermann er ganske simpelt støj-genier, der skaber den helt perfekte lyd til deres dystre kærligheds sange, hvor alt deres kaos på en eller anden måde virker utroligt velovervejet.
I løbet af koncerten skruede Ackermann jævnligt op for sin forstærker, hvilket blot gjorde oplevelsen mere og mere intens. Selv det ellers, i APTBS kontekst, meget stille nummer “Onwards To The Wall”, fra den nyeste EP af samme navn, blev støjende, brutal og larmende, men vanvittigt god, og sættets afsluttende nummer “Ocean” fra bandets første album, var noget af det bedste jeg nogensinde har oplevet til en koncert. Udover at nummeret er eminent, blev det også koncertens absolutte klimaks. Al den energi som bandet havde bygget op i løbet settet, fik tilføjet ekstra 10 procents energi, og for mig var det umuligt ikke at hengive sig til dette fantastiske band og lade mig opsluge af støjen, der vil hjemsøge publikum med en uges tinitus-tømmermænd oven på denne oplevelse.
Loppens intime og rå rammer passede perfekt til denne koncert. Det gjorde ikke noget at en stor del af publikum ikke har kunnet se noget, pga. den lave scene, fordi lyden var perfekt brusende, og de medbragte projektere der skød psykedeliske videoer ud i lokalet, gjorde koncerten til en spicy lækkerbisken for både ører og øjne.
Den eneste finger jeg kan sætte på koncerten, er at den foregik en onsdag aften, hvilket kunne mærkes lidt for tydeligt på stemningen i lokalet først i koncerten. Men bandet kom eminent efter det, og leverede en minderig koncert, som jeg lykkeligt vil tænke tilbage på, i lang tid.
