Justin Verners indtræden blandt de største
Det har i den grad været solisternes Roskilde Festival. Hvis man kigger på de navne der er skrevet med de største bogstaver, finder man således kun 3 bands, hvoraf The Cure er så drevet af frontmanden Robert Smith, at han vel næsten også kan katagoriseres som solist.
Side om side med The Cure står amerikanske Bon Iver. Ganske vist beskriver Bon Iver sig selv som et band, men for langt de fleste er Justin Verner synonym med projektet Bon Iver, som altså sammen med Bruce Springsteen, Jack White og Björk skulle understrege min tese.
At lade hovednavnet spille på Arena, virkede på grund af scenens intimitet rigtigt, men da teltet allerede var proppet en time inden koncerten, havde det måske alligevel været en idé at lade Bon Iver spille på Orange, da han trak mange flere besøgende til Arena, end andre artister kan trække til Orange. Det betød desværre at mange gik forgæves til Justin Verners magtdemonstration, men samtidigt var de magiske rammer, til os der var troppet op i god nok tid, sikret, og os som nåede ind i teltet, fangede Bon Iver på hvad der ligner det perfekte tidspunkt i Justin Verners karriere.
For det var magisk at se Justin Verner vride sin sjæl ud, foran det publikum han kun tabte i ultra korte momenter af koncerten. Scenen var ombygget til en gigantisk grotte, og var pakket tæt med Vernes mange musikanter, som supplerede hovedpersonen eminent.
På trods af bandets størrelse, og lydens til tider enorme gennemslagskraft, var det hele alligevel fint og utrolig ømt. Det var således en aften hvor kontraster mødtes, og gik op i en højere enhed. Særligt Justin Verners moderne gang i folk-rock giganternes sko, bekræftede at han allerede har overgået legendariske Jeff Buckleys storhed, og er det 21. århundredes bedste bud på en ny Neil Young. Denne koncert var således en af de koncerter der vil gå over i historien, som førnævnte Buckleys koncert i 1995, eller U2’s koncert på Orange i 1982.
For Verner omfavnede publikum, selv da han vendte ryggen ud imod menneskehavet. Således kunne man mærke koncertens intensiteten fra min plads bagerst i teltet meget stærkere, end på de forreste rækker til mange andre koncerter. Det var et yderst koncentreret publikum, der uden tvivl må have gjort et indtryk på, den ellers ret erfarne, Justin Verner. Især det 17.000-menneskers kor, der ledsagede Verner på den umådeligt smukke ‘Skinny Love’, understregede det stærke bånd der var imellem Verner og publikum, og det afsluttende nummer ‘The Wolves (Act I and II)’, igen med publikum som ledsagende korsangere, fyldte rummet med en energi, der fik det stortudende publikum til at glemme festival-trætheden og hyldede en af de kommende stjerner, der med sin koncert på Arena sendte en ansøgning til Bruce, Neil og de andre, om optagelse i deres legende-klub.
