Voodoo-majestæten holdt seance på Arena.
En af de fornemmeste opgaver Roskilde Festivalens bookere har påtaget sig, er at præsentere festival folket for ny musik, de ikke har hørt før. Alligevel er det også befriende når Rikke Øxner og hendes kolleger tager skolelærer-brillerne på, og belærer det unge publikum om de mindre kendte legender. Således kunne Roskilde præsentere både R. Stevie Moore, og den elve år ældre, Dr. John på festivalens sidste dag.
Når man kigger på programmet, fremstår Dr. John som festivalens gamle vise høvding. Siden debut-albummet Gris Gris har han været en af New Orleans’ musikalske ypperstepræster, og det var også den rolle han indtog, da en støvet eftermiddag på Arena, blev omdannet til en fed sommerfest i det sydøstlige USA.
Det var ellers noget nær en zombie der slæbte sig ind på scenen, men som blev genoplivet af sin egen voodoo-rock-medicin og forlod scenen som Arenas vise majestæt, stærkt bakket op af sine musikalske væbnere. Iklædt blåt jakkesæt, og omringet af kranier og med noget så old-school som en leslie-forstærker, placeret yderst på scenen, lagde den visuelle del af koncerten op til en seance der var så ikke-skandinavisk, at det alene lagde koncertens bundniveau.
Med på scenen havde han, foruden sit funky The Lower 911, Jon Cleary, som foruden det enkelte nummer han fik lov at synge, mest indtog en tilbagelænet rolle i The Lower 911. Det var ganske fint, for egentlig var det lidt irriterende at se andre afbryde høvdingens seance.
Dr. John havde uden tvivl stor respekt for sine medbragte musikanter, og det var med god grund. De spillede netop ligeså fedt, som man kunne forvente New Orleans-kongens band ville spille. Særligt trombone og bass soloerne svingede, så man nærmest skulle tro at man sad på et torv til Copenhagen Jazz Festival, men den var god nok. Voodoo-funken kickstartede nemlig Roskilde Festivalens sidste dag.
Det var dog ikke fordi cermonimesteren dansede rundt, som man ellers kunne forestille sig til en sådan voodoo-seance. Der var de gamle ben simpelthen for medtaget af et liv på farten, men de voodoo rytmer han spredte fra sit enorme flygel, med toner der til tider lød som ren magi fra de højere ånder, men også tit bare virkede som hyggelig baggrundsmusik, gjorde op for det manglende ben-arbejde.
Det tog dog noget tid før at zombien vågnede op fra de døde. I starten virkede Dr. John i hvert fald mere som en mand der skulle sidde på et alderdomshjem i New Orleans, end en musiker der tournerer verden rundt. Men som koncerten skred frem, viste Dr. John at han vil rocke bag ved klaveret til den dag han dør, og heldigvis for det! Det er nemlig en musiker der har spillet med stjerner som Sonny and Cher, Aretha Franklin, The Rolling Stones, Ringo Starr, Eric Clapton, samt medvirket på Spiritualizeds mesterværk Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space.
Alt i alt var det en meget hyggelig fest Dr. John holdt, men til tider virkede høvdingen også en smule fraværende. Derfor blev det også kun en koncert der lige oversteg det jævne. Men ingen må have været i tvivl om at New Orleans-kongen Dr. John, er indbegrebet af coolness.
