Industrialisterne smadrer videre
Man skal have en vis portion selvtillid, når man opkalder sit album efter den genre, man begår sig i. I Fear Factorys tilfælde er det nu i orden; de har bevist, at de mestrer industrialmetallen, også selvom maskineriet ikke opererer i nye retninger.
Der er virkelig gang i de maskinelle lyde på Fear Factorys nye udspil, The Industrialist, der med sin titel understreger at vi har at gøre med nogle erfarne mænd inden for genren. Og erfarenheden skinner da også i gennem, nogle steder i så høj grad, at det næsten lyder for meget som mange af deres tidligere numre. I andre, og heldigvis flere, tilfælde er det dog fedt at lægge øre til et band, der forstår at frembringe de tunge og de aggressive elementer i genren, i stedet for at overøse deres numre med keyboard og sære computerlyde, sådan som andre bands har for vane, når det gælder industrialmetal.
Flere af albummets numre har referencer til maskineri og teknik, sådan at man føler, der er lidt tema i forhold til genre og titler. Et eksempel er ”Recharger”, som er et af de mest vellykkede numre, ikke blot på albummet, men for bandet generelt de seneste år. Her får Burton C. Bell brølet igennem i versene, men samtidigt også vist sin meget karakteristiske renvokal. Teknisk er han ikke nogen stor sanger, men den måde, han bruger sin vokal på passer virkelig godt til resten af lydbilledet: Den lyder næsten mekanisk, men med indføling bag. ”God Eater” er også, med sin ildevarslende opbygning og trancelignende rytme, et fedt nummer. Nogle steder lyder det en smule som Nine Inch Nails’ nyere materiale, men man er dog ikke i tvivl om, at det er Fear Factory. På ”Difference Engine” kunne man måske tro, der var tale om en slags fornyelse navnet taget i betragtning, men det er dog ikke tilfældet. Fear Factory hamrer her på instrumenterne i bedste industrial stil, helt som de plejer. Hvorfor fikse det, hvis det virker?
Virker det så hele vejen? Stort set. Sidste nummer ”Human Augmentation” er ganske ligegyldigt og består blot af intetsigende støj, man godt kunne være foruden. Derudover er der enkelte steder, hvor det virker, som om der er lidt træthed på frygtfabrikken, men det er dog ikke noget, der får det hele til at bryde sammen, hverken i produktionen eller på albummet. Industrialisterne sidder stadig trygt på toppen af den metal, der er industrial.