Calexico: Algiers

Algiers er egentligt ikke et skridt tilbage, men snarere små musikalske hop på stedet. Et mellemspil, hvor Calexicos traditionelle dyder blandes med en mere regelret popskabelon. Det indeholder en del gode numre, men også flere, der ikke strækker sig op over det gennemsnitlige.

Små musikalske skridt på stedet

Calexico har altid været en kvalitetsmæssigt noget svingene størrelse. Det har aldrig været helt skidt, men til gengæld har det for sjældent været rigtig godt. Bedst har de hidtil været på albummene The Black Light (1998) og Feast of Wire (2003) og på live-dvd’en World Drifts in: Live at the Barbican London (2004) – og så leverede de med deres seneste rigtige studiealbum Carried to Dust (2008) et virkelig rart og afdæmpet værk, der dog ikke har vist sig så langtidsholdbart som de andre nævnte albums.

Op til udgivelsen af Algiers har det lydt, at albummet ville blive det lettest tilgængelige fra Convertinos og Burns’ hånd. Det samme blev sagt om Garden Ruin (2006), der viste sig at være en omgang kedelig pop, så når den slags bliver sagt om et Calexico-album, så er det ikke et adelsmærke, men tværtimod noget der bør vække nervøse trækninger. Helt så galt går det heldigvis ikke på Algier, der nok er tilgængeligt, men som langt hen af vejen stadig bærer præg af den særegne blanding af mariachi, americana og pop, der har gjort Calexico så unikke på den internationale musikscene.

Algiers lever ikke helt op til den fire år gamle Carried to Dust, men mindre kan også gøre det. Albummet er opkaldt efter det nabolag i New Orleans, hvor det er indspillet. Teltpælene er altså flyttet mere end 1000 kilometer vest for bandets comfort zone i Tucson, Arizona. Det har ikke gjort ret meget ved musikken, hvor bl.a. Jacob Valenzuela stadig puster lystigt i sin trompet. Den store forskel er, at Joye Burns’ vokal træder mere frem, end den tidligere har gjort. En konsekvens af dette er, at de indre billeder af store landskaber Calexicos musik tidligere har frembragt er trådt noget i baggrunden. Om det er godt og skidt må være op til den enkelte, men for undertegnede er det mere det sidste end det første, hvilket vil sige, at den forskel, der trods alt er trækker ned i den samlede bedømmelse.

Algiers er egentligt ikke et tilbage, men snarere små musikalske hop på stedet. Et mellemspil, hvor Calexicos traditionelle dyder blandes med en mere regelret popskabelon.

Calexico spiller i Vega i morgen.

0 replies on “Calexico: Algiers”