Den tunge skønhed
Danske Saturnus er efter flere års pause ude med et nyt album. Mange har ventet længe på dette, men som bekendt kommer alt godt jo heldigvis til den, der venter.
De fleste har nok prøvet at vente længe på et album, kun for at blive fælt skuffede. Modsat kan man også opleve, at bandet bag albummet faktisk har brugt tiden fornuftigt for at alt ned til den mindste musikalske detalje bliver perfekt. Det sidste scenarie er tilfældet, når man lægger øre til doommetalbandets Saturnus nyeste udgivelse Saturn In Ascension. Fra åbningsnummeret ”Litany Of Rain” er det tydeligt, at der er tænkt over hvilken rækkefølge albummets numre skulle optræde i, da denne første sang, med sit stemningsskabende korarrangement, Thomas A.G.s talende vokal og ikke mindst hans growl, viser hvordan Saturnus formår at skabe musik, der er tungt og smukt på en gang.
Og det er virkelig tungt. A.G. har et af Danmarks dybeste og absolut bedste growl, og dette bliver brugt på bedste vis albummet i gennem. På ”Windtorn” står growlet i kontrast til den nærmest grædende guitar, der er med til at gøre sangen til en af albummets bedste sammen med førnævnte åbningsnummer. Et andet imponerende nummer er af den mere stille slags: ”Call Of The Raven Moon” består af blot den talende vokal, akustisk guitar og fløjte, og er virkeligt flot i al sin enkelhed. Det er et af de numre, hvor Saturnus får sin (i hvert fald denne) lytter, til at have fornemmelsen af at være ude i en mørk skov under snørklede sorte grene, præcis som den slags grene, der pryder albummets forside. Denne skovstemning var også at finde på Paradise Belongs to You og det er dejligt at føle, Saturnus har holdt fast i noget derfra, uden på nogen måde at gentage sig selv kunstnerisk.
Albummet er med andre ord en gennemført positiv oplevelse, men et enkelt sted er der dog noget, der ikke helt passer ind: Nummeret ”A Fathers Providence” er ikke et dårligt nummer, men det meget dominerende keyboard og det energiske tempo gør at det lyder, som om det skulle have været med på en anden udgivelse. Og det kunne det også sagtens komme, men på Saturn In Ascension er det svært at forstå, hvorfor det skulle med. Måske har bandet tænkt, at der var behov for et nummer med mere gang i, som modsætning til al den langsomme og tunge doom? I hvert fald er det unødvendigt, for det er netop det langsomme og tunge som Saturnus er så forbandet gode til og det har de nu igen bevist med denne udgivelse.
Velkommen tilbage, drenge, I har været savnede!
