80’ernes 30 bedste albums: #3
Navnet Depeche Mode kommer fra et fransk modemagasin, der hedder Dépêche Mode. Ordet dépêche betyder “afsendelse”, og “mode” refererer til “mode”. Derfor kan en oversættelse af bandet Depeche Mode være “afsendelse af mode”. En meget rammende sætning at putte på den engelske musikgruppe, der for alvor definerede den populære og dystre synth pop/rock i 80’erne og dens dertil tilhørende sorte beklædning, og oveni gjorde de genren stadionegnet. En bedrift der endnu ikke er blevet gjort dem efter her næsten 30 år siden deres gennembrud med albummet Some Great Reward (1984).
Siden dengang tilbage i startfirserne har Depeche Mode, og især forsanger Dave Gahan og sangskriver Martin Gore, bygget oven på deres mørke udtryk der både legede med begæret, seksualitet, depression og tab, alle tunge emner der blev pakket ind i metalliske klange (industrial pop) og storladne synthesizere (dark wave). Dette kunne man høre på det lidt tidligere fantastiske album Black Celebration, der for alvor tegnede et modent og ambitiøst Depeche Mode. Bare et år efter at denne genistreg af en plade blev udgivet, gjorde bandet fra den lille by Basildon (en forstad til Essex) den kunsten efter, og lavede efter min mening deres bedste album til dato Music For The Masses.
At man kunne overgå en skive som Black Celebration var næsten utænkeligt, men ikke desto mindre var det lige præcis det Depeche Mode gjorde. Med Music For The Masses lavede de ligesom titlen beskriver, musik for masserne. Læg ørerne til skæringerne “Never Let Me Down Again”, “Pimpf” eller “Behind The Wheel”, og du burde være overbevist om at højtalerne uden på coveret til albummet ikke kun var til pynt, men et symbol på Depeche Mode’s nye forstærkede udtryk. Ligesom en højtaler kan råbe folk op og samle dem, blev Depeche Mode med Music For The Masses et af de få bands i verden der kunne råbe alle samfundslag op og stimle dem sammen til én homogen masse der var helt i symbiose med musikken. Dette beviste den efterfølgende Music For The Masses Tour (der stadig er en af Depeche Mode’s bedst sælgende turnéer), da dens sidste besøg var Pasadena Rose Bowl. Her stod næsten 63.000 unge som ældre, slipseknude mænd, karrierekanoner, skidt fejere, enlige og middelklasse par i en og samme musikalske psykose, leveret af et utroligt veloplagt og ungt Depeche Mode (denne unikke koncert er foreviget i koncertfilmen/dokumentaren 101).
Som det nok kan læses, er jeg meget stor fan af Depeche Mode, og der er ikke nogen tvivl i mit sind, når jeg siger, at Music For The Masses er et magnum opus album der slog tonen an på den internationale musikscene i firserne med sine højtravende keys og himmelstræbende synth. Dog er sandheden uden for min begejstrelse lidt anderledes. Music For The Masses blev nemlig ikke den gigantiske succes som gruppen ellers havde regnet med, (succesen kom først med Violater i 1990). USA tog ikke så godt imod singlerne “Strangelove”, “Never Let Me Down” og “Behind The Wheel” som ellers forventet. Til gengæld blev albummet som helhed et gennembrud på det amerikanske marked, hvilket var meget vigtigt for Depeche Mode der ikke havde kunnet få hul på bylden i USA. Sange som “Nothing”, “Sacred” og “Pimpf” var ellers ikke ligefrem opmuntrende sager der avlede mod på livet, men ikke desto mindre blev pladen også taget rigtig godt imod i deres hjemegn England, hvilket selvfølgelig også var alfa omega for deres karrierer
Det der får mig til at nævne Music For The Masses som et af 80’ernes bedste albums, er den fortræffelig sans for sangskrivning som Gore står for, blandet med Dave Gahan’s dybe stemningsmættede vokal, sat i scene af velkomponerede lydlandskaber der tager lytteren med på en melodisk tour de force ud i elektronisk pop/rock af fineste karat. Numre som “The Things You Said” og “Never Let Me Down Again” bevidner Depeche Mode’s flair for melodi mixet med et gedigent fængende omkvæd, hvorimod at “Behind The Wheel” viser en anden og mere mørk og seksualiseret side af gruppen.
Efter min mening er “Behind The Wheel” albummets bedste nummer, og den indkapsler meget godt alt det Depeche Mode gjorde rigtigt med Music For The Masses. Nemlig deres varemærke som udfordrende band der ville mere end bare den glade discopop-lyd. De hentede inspirationerne fra menneskets mørke sider som begær, lyst, sorg, undertrykkelse og magt. Sider som vi ikke altid vil have belyst, men som Depeche Mode fik os til at engagere os i og tænke over. Music For The Masses var slet og ret en livsgivende skive der satte toner til ens inderste følelser, og pludselig var man ikke Palle alene i verden mere.
