Når lys og mørke mødes
Lørdag aften er festernes aften. Det er her, man mødes og slår sig løs, mens man vræler af begejstring mod den månefyldte nattehimmel. I Store Vega var der fest denne aften. En fest af de helt store, da Dúné lagde vejen forbi med deres fede og effektfulde blandingsprodukt af et electrorockshow med clubstemning og roterende hofter.
Men inden festen bragede løs fra scenen, og inden publikum skabte en bølge af begejstring i den store sal, leverede opvarmningen fra det københavnske musikkollektiv 180° Virvar en anderledes indfølt, melankolsk og storladen lyd, der skabte billeder på nethinden af Massive Attack og Moloko. Salen var næsten allerede fyldt, men sekstettens nedstemte musik skabte en andægtig stemning, som var man til højmesse og fik nadveren stukket i kæften i form af en række numre fra ensemblets seneste og aldeles fremragende album Choise Is [ ].
Opskrift:
1. Erosion+corrosion 2. Knife 3. We lost a friend to religion 4. Mystics 5. Adaptations 6. Decay 7. Ocean.
Ingredienserne tilsættes et fandens flot elektronisk beat, en bundsolid bas, en dragende skikkelse, indhyllet i en hvid florlet gevandt, i form af Nanna Rytter som en dansk Skye. Og få så Anders Guldberg på guitar og megafon til at blande det hele til en helstøbt og uhyre samspillet electrorock, på kanten af de blå nattetimer. Lad det hele simre i sjælen i en halv time, og resultatet er en musikalsk delikatesse med sprød bund, et væld af smagsnuancer og med en bittersød glasur, der giver hele værket den patos og genskær af dragende mystik, som gør orkesteret til en unik størrelse på den danske musikscene.
Når 180° Virvar leverer numre som ”We lost a friend to religion”, det fabelagtige og fedt pumpende ”Adaptation” og afslutningsnummeret ”Ocean”, som gav forvarsel om den tsunami af en fest, der var på vej, bliver det ikke meget bedre. 180° Virvar har efterhånden eksisteret i en årrække, har spillet et hav af koncerter, og tør udfordre deres publikum med uventede og modige formater og lyde, men altid på et højt, højt kvalitetsniveau. Denne aften fik bandet endelig en stor scene til deres storladne musik, og man kan håbe, at 180° Virvar snart står på scenen i Lille Vega som hovednavn!
Dúné
Men hvor 180° Virvar er indadvendte og dybe, refleksive og nedstemte, er Dúné det stik modsatte. Når først festen er sluppet ud af sækken, er det band aldeles ustyrligt. Der bliver pumpet beats ud af énmandshæren Ole Bjørn, og Matt Kolstrup i front er som en ung Mick Jagger en symbiose af en fremragende vokalist og et festfyrværkeri af roterende hofter og badutspring. Med hans lyse lokker og lige så lyse vokal minder Kolstrup også om Justin Hawkins fra The Darkness, og det er i det hele taget tydeligt at høre, hvor bandets inspirationskilder tager deres udspring. Der er både clubstemning fra 90’erne med trommernes syntetiske lyd, en melodiøs riffbaseret rock i form af Danny Jungslunds sovsede guitar, og med en supercool bas i baggrunden, hvor Wasilewski troner som en britisk shoegazer, indtil han også til sidst i koncerten overgiver sig til massernes tilråb og lader sig rive med af den fede fest.
Der er ingen tvivl om, hvad Dúné er og kan. De har først og fremmest en effektiv blanding af det elementært rockende og den pulserende clubstemning, der får salen til at koge over flere gange. Og så har de en international lyd og rutine, der står i skærende kontrast til, at de bare er en flok Skive-skårede jyderøve på besøg i København. Dúné er hamrende effektfulde og effektive, og de spiller med et overskud og et højpotent energiniveau, man kun kan overgive sig til.
Denne lørdag aften startede i det mørke og det lavmælte, og sluttede i et pitchet frontalangreb på publikum, der efterlod dønninger af velvære, så man nærmest stod helt forpustet til sidst, mens Dúné blev hyldet af deres begejstrede publikum. Ikke nogen ringe måde at tilbringe sin lørdag aften på!
