Folkfest blev fejret med fuldskab
Det var kun anden gang nogensinde, at det finske folkmetalband Korpiklaani gæstede Danmark og det var der mange, der havde set frem til. Festet blev der bestemt også, især af de fuldeste mennesker i Pumpehuset, deriblandt også forsangeren fra aftenens hovednavn.
Inden Korpiklaani gik på var der dog to opvarmningsbands. Danske Heidra var det første, men da de gik på tidligere end Diskants udsendte havde regnet med, blev det kun til et enkelt nummer. Dog har jeg oplevet bandet flere gange før, og de plejer at være temmelig gode til at levere en habil liveoplevelse. I slutningen af sidste år udgav de også en EP, som tidligere har været anmeldt her på siden, og den er bestemt et lyt værd.
Efter Heidra var det Metsatölls tur. Bandet er fra Estland og havde deres første besøg i landet, på trods af at de har eksisteret siden 1999. Der var massivt fremmøde til Metsatöll, selvom de fleste i publikum tilsyneladende ikke kendte bandet. Hvis man skal beskrive bandets musik, kunne man umiddelbart sige, det er en tung udgave af Korpiklaani, men alligevel er den beskrivelse ikke helt fyldestgørende, da de har flere progressive elementer i deres sange, flere skæve temposkift og gør brug af forskellige, mærkelige instrumenter, man ikke kender fra Korpiklaanis musik. Imponerende var de i hvert fald, Metsatöll, og en positiv overraskelse for alle os, der ikke kendte til dem. Der var på ingen måde den flade fornemmelse af ”kun” at være opvarmningen fra bandet selv og dét skinner i gennem. Helt sikkert et band, denne anmelder med glæde vil opleve igen.
Til slut blev det naturligvis tid til hovednavnets egen koncert. Lyden var mere mudret end den generelt gode lyd, Pumpehuset plejer at levere, men blev heldigvis rettet op tre sange inde i koncerten. Korpiklaani er et underholdende band på mange måder, også visuelt. Alle medlemmer har hver deres specielle stil; bassisten ligner en forvokset dværg fra Ringenes Herre, den ene guitarist bærer sort har på sine lange, lyse slangekrøller, harmonikaspilleren er helt skaldet med sort fletning i nakken, violinisten er klædt som en, der skal på Københavns Middelaldermarked og så er der selvfølgelig forsangeren med de meget lange, filtrede dreadlocks, der flyver omkring ham på scenen. Og musikken er underholdende med sine festlige sange med tekster om druk. De sange var uden tvivl de mest populære blandt langt de fleste i publikum, især dem der selv havde bevæget sig ud i en kæmpe mandagsbrandert. Og man bliver da også i godt humør af sange som ”Vodka”, ”Beer Beer” og ”Wooden Pints”, sange som bandet leverede til topkarakter, på nær de gange, hvor forsanger Jonne selv var lidt for fuld til at huske teksten.
For mange er Korpiklaani et festband, men de kan nu også mere end det og i deres tekstunivers findes flere eksempler på noget mere dystert, fx sangen ”Kipumylly” (der betyder Smertemøllen), som bandet faktisk også spillede. Dog var det, som om bandet ikke selv var helt sikre på om disse mindre festlige numre var lige så vigtige at spille, de blev i hvert fald ikke spillet med samme overbevisning som de numre, hvor alkoholen er i centrum og det ødelagde lidt af helhedsindtrykket for aftenen.
Det betyder ikke, at bandet ikke gjorde det godt overordnet, men blot at de visse steder ikke skinnede lige så meget i gennem som andre, og at det nogle gange var tæt på at være for fjollet. Der var dog god stemning og selvom denne anmelder bedre kunne lide koncerten på sidste års Copenhell, skal de stadig roses for at gøre folk glade og få dem til at danse, lidt af et særsyn til en metalkoncert.