En af metalmusikkens helt store skikkelser er i en alder af blot 49 år gået bort. Jeff Hanneman (nummer to fra venstre) grundlagde i 1981 sammen med Kerry King bandet Slayer, der senere skulle vise sig at blive en af de helt store navne inden for den hårde musik. Sammen med Megadeth, Metallica og Anthrax tilhørte Slayer “The Big Four”, som var betegnelsen for 80’erne og 90’ernes fire største thrashmetal bands.
Jeff Hanneman har i den grad sat sit præg på bandet, da han har stået for musikken til nogle af de største Slayer “Hits” gennem tiden, som f.eks. “Raining Blood”, “War Ensemble”, “South Of Heaven”, “Seasons In The Abyss” og “Dead Skin Mask”.
I 2011 blev Hanneman bidt i armen af en edderkop, hvilket resulterede i en særlig alvorlig bakteriel infektion med betegnelsen necrotizing fasciitis, hvor vævet langsomt nedbrydes. Siden har Hanneman ikke være med Slayer på tour, og han har været erstattet af Exodus guitaristen Gary Holt.
I lang tid har der været spekulationer omkring Jeff Hannemans eventuelle tilbagevenden til Slayer, men de spekulationer er dog endegyldigt forstummet, da guitaristen i går led et leversvigt på et hospital i Californien.