Mustaine og Co. leverede den forventede vare
For undertegnede har Megadeth en helt særlig status, da bandet var en stor del af min ungdoms playliste. Men jeg må også være ærlig og indrømme, at jeg efter Youthanasia udkom i 1994 ikke har lyttet til et eneste Megadeth album. Bandet og jeg var vokset fra hinanden, som det nu engang sker med ungdomsvenner. Derfor var lørdag aftens koncert i Store Vega en kærkommen mulighed for at finde ind til det nyere materiale, og forhåbentlig også at opleve gensynets glæde ved de gamle numre.
Efter en kort visuel SciFi intro, hvor Megadeth-logoet blev samlet af robotter, entrerede Dave Mustaine og Co. scenen og det var tydeligt, at publikum havde glædet sig for jubelbrølet fra salen var stort. Og rent visuelt var der virkelig kælet for detaljen. Med hele tre store skærme, blev der bag bandet under hele koncerten skabt et billedbombardement af dimensioner, der komplimenterede musikken rigtigt fint.
Megadeth lagde ud med “Trust” fra Cryptic Writings (1997), som rent faktisk gav mig store forventninger til aftenens møde med de nyere numre. Lyden sad stort set lige i skabet, med en perfekt afvejning mellem vokal og guitarer, selvom trommere lige var en tand for høje. Herefter fik vi serveret en livedebut med “Kingmaker” fra det kommende Super Collider (2013), og ifølge Dave Mustaine var det første gang nogensinde, at det blev spillet. Det er et helt klassisk Megadeth nummer, så man skal nok ikke forvente et markant stilskift fra bandet når den nye plade lander i butikkerne om et par uger.
Med “Hangar 18” dykkede bandet så for første gang ned i min ungdom og det med min absolutte Megadeth favorit. Det var tydeligt på publikum at de også havde glædet sig til det nummer, da armene prompte røg i vejret ved de første toner. På skærmene bag bandet blev den helt store Science Fiction palette kørt frem og salen kvitterede med ekstatiske “Hey hey hey”-råb.
Efter en afstikker med “Public Enemy No. 1” fra Th1rt3en (2011) proklamerede Dave Mustaine, at Megadeth desværre ikke havde haft mulighed for at komme til Europa med deres jubilæums-tour for Countdown to Extinction (1992), der i år har 21 år på bagen. Derfor ville de gerne spille et par numre fra netop den plade, og til stor glæde for publikum fik vi serveret titelnummeret “Countdown to Extinction”, ” Architechture of Aggression”, ” Sweating Bullets” og “Ashes in Your Mouth”.
Ingen koncert uden sjæler og “A Tout Le Monde” fra Youthanasia (1994) er efterhånden et must på en Megadeth setliste. Derefter spillede bandet “Whose Life (Is It Anyways?) fra Th1rt3en, som slet ikke var min kop the. Med bølleomkvæd og monotont groove (kan man sige det?) passede det i min optik slet ikke ind i setlisten.
Bedre blev det ikke med “She Wolf” fra Cryptic Writings, der med sit fesne omkvæd og sine Maiden ripoff twin guitars sagtens kunne have været udeladt. Helt galt gik det dog med titeltracket fra Super Collider, der var så gumpetungt, at jeg overhovedet ikke kunne genkende Megadeth i musikken. Er jeg gået glip af et sceneskift hvor musikerne blev skiftet ud, tænkte jeg? Og min første indskydelse var Status Quo, hvilket bestemt ikke skal opfattes som et kompliment.
Megadeth rettede dog hurtigt op på den fadæse med Countdown to Extinctions “Symphony Of Destruction” , der nok må siges at være bandets største hit til dato. Og reaktionen fra salen talte for sig selv. Det var det nummer alle havde ventet på. Med klassikeren “Peace Sells” lukkede Megadeth ned og forlod scenen.
Efter et kort break kom Dave Mustaine ind igen og takkede publikum. Det virkede dybtfølt og var faktisk nærmest rørende. Situationen ødelagdes dog en smule af en diskussion mellem Mustaine og en fyr på balkonen, der sendte pikspillerbevægelser mod forsangeren. Mustaine rettede dog op på det ved at invitere en lille dreng på ca. 8 år på scenen, som gennem hele koncerten havde siddet på sin fars skuldre og sendt devilhorns mod scenen. Mustaine sagde at denne dreng var metallens fremtid, og han takkede faderen for at have taget ham med. Drengen fik lov til at råbe i mikrofonen og fik et svedbånd af Mustaine. Mon ikke den knægt lige blev en tand mere Megadeth fan? Rent faktisk var der en hel del børn med deres fædre til koncerten, og det var fedt at se, at forældrene derude stadig forstår at opdrage på deres unger.
Herefter kom bandet på scenen igen og vi fik “Holy Wars… The Punishment Due” fra Rust In Peace (1990) til at gå hjem på. Koncerten havde varet lidt under halvanden time, hvilket nok lige var i underkanten, men med 15 numre var det vel fint nok.
Generelt set var det klart de ældre numre, der trak læsset til aftenens koncert. De nyere numre holder desværre ikke helt samme standard (med undtagelse af “Trust”), og det virker som om Megadeth godt er klar over dette. Ud af aftenens 15 numre var de 9 fra Youthanasia eller tidligere. Og på setlisten var der et stort sort 10-årigt hul, da bandet overhovedet ikke spillede numre fra Risk (1999), The World Needs a Hero (2001), The System Has Failed (2004), United Abominations (2007) eller Endgame (2009).
Hvad angår spilleglæde, så var det helt tydeligt, at Megadeth havde en fest ved at spille koncerten på Store Vega. Det var i den grad smittende at opleve et band med en så lang historie, der ikke på det nærmeste led af metaltræthed. Dave Mustaine og Co. har sat et enormt aftryk i musikhistorien og koncerten på Store Vega viste hvorfor Megadeth fortjener at være en af The Big Four sammen med Anthrax, Metallica og ikke mindst Slayer. Megadeth har et enormt bagkatalog at trække på, og at de nyere numre så ikke helt holder, må man bare acceptere. Megadeth leverede i hvert fald som man kunne forvente varen til aftenens koncert.
Setlist:
1. Trust (Cryptic Writings – 1997)
2. Kingmaker (Super Collider – 2013)
3. Hangar 18 (Rust in Peace – 1990)
4. Public Enemy No. 1 (Th1rt3en – 2011)
5. Countdown to Extinction (Countdown to Extinction – 1992)
6. Architechture of Aggression (Countdown to Extinction – 1992)
7. Sweating Bullets (Countdown to Extinction – 1992)
8. Ashes in Your Mouth (Countdown to Extinction – 1992)
9. A Tout Le Monde (Youthanasia – 1994)
10. Whose Life (Is It Anyways?) (Th1rt3en – 2011)
11. She Wolf (Cryptic Writings – 1997)
12. Super Collider (Super Collider – 2013)
13. Symphony Of Destruction (Countdown to Extinction – 1992)
14. Peace Sells (Peace Sells… But Who´s Buying? – 1986)
Ekstranummer:
15. Holy Wars… The Punishment Due (Rust in Peace – 1990)