Opreklameret vildskab
Tingene er gået stærkt for det britiske pigeband Savages siden de udgav deres debutalbum ”Silence Yourself” tidligere på året. Det er heller ikke så mærkeligt, når man tænker på, at bandet i pressen bliver sammenlignet med postpunk-pionerer som Joy Division, Public Image Ltd. og Siouxsie and the Banshees
Derfor var jeg spændt på at opleve bandet live og se om der var noget om den hype, der har omgærdet bandet. Mange andre havde haft den tanke og til at begynde med, var det faktisk svært overhovedet at få et glimt af de fire sortklædte piger på den næsten mørklagte scene. Men mørket kom også indefra. Der er masser af had og desperation i både stemme og guitarudladningerne hos Savages, og ved et første lyt er det let at høre ekkoet af Siouxsie and the Banshees. Lyden var udmærket og pigerne havde styr på deres instrumenter. Problemet var, at sangskrivningen simpelthen var elendig. Numrene var som evindelige gentagelser af den samme opbygning. Klagende guitarflader der bygger op til et klimaks af støj understøttet af forsanger Jehny Beths ditto klagende vibrator.
Efter et par numre glemte Beth sine tekster, og det var nærmest et kærkomment afbræk i de hurtigt monotone skift mellem de knugende opbygninger i kompositionerne og eksplosive støjudladninger. Bandet tabte for en stund den mørke maske og det virkede som om både band og publikum fik en kort pause for den alvorstunge intensitet, som synes at være bandets varemærke. Efterhånden som koncerten skred frem blev der mere og mere plads på tilskuerpladserne, og det var forståeligt. Savages er et band, der i høj grad skiller vandene. Enten elsker man dem, ellers hader man dem. Jeg hører til sidste kategori og i flere timer efter koncerten havde jeg Beths enerverende og evindelige vokal liggende på mit indre lydspor, som en ond drøm, man ikke kunne vågne fra. Det ville være forrygende med en ny stor postpunk-sensation, men når det kommer til Savages, så tror jeg ikke på hypen.
