Den største fis i en hornlygte
De unge gutter i Iceage har i den grad været genstand for en hype der med en komets fart har katapulteret bandet til berømmelse i både ind- og udland. Men at placere Iceage på Roskilde Festivals næststørste scene Arena lørdag aften, virkede allerede inden festivalen som et totalt fejlskud fra bookinggruppen. Derfor skulle det blive ganske interessant om bandet ville kunne udfylde det store telt både performance- og publikumsmæssigt.
Med en 10-minutters drone/støj-intro, hvor de fire medlemmer vandrede frem og tilbage med triste eller olme blikke, satte Iceage en tyk streg under at de skider på alt og alle og er komplet ligeglade med alt og alle. De gør tingene på deres måde, og det kunne være jo være nok så respektafkrævende, hvis ikke deres attitude virkede så påklistret. Og det kan være nærliggende at spekulere på om den lange intro var til for at fylde tiden ud på grund af et for tyndt bagkatalog.
Herefter startede koncerten, og jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke har nogen som helst idé om hvad Iceage spillede, for lyden var så horribel, at det var umuligt at finde hoved og hale i det hele. Forsanger Elias Bender Rønnenfelt vred sig konstant frem og tilbage på scenen, mens han brølede helt hysterisk. Resten af bandet var helt tamme i betrækket, og det hele hang overhovedet ikke sammen for Iceage.
Jeg er med på at meningen med Iceages lyd er at den bestemt ikke skal være let tilgængelig, men sangskrivningen (ja, det kan man også godt tale om inden for punk) er så himmelråbende ringe, at det helt sikkert ikke bliver meget bedre af at det bliver pakket ind i kejserens nye klæder, som her er helt ufatteligt ringe lyd.
Iceage kom slet ikke ud over scenekanten og jeg brugte det meste af tiden på at håbe på at blive udsat for et medlidenhedsdrab, for det var både pinligt for Iceage, men også for det relativt store publikum, der var dukket op.
Jeg forlod Arena helt oppe i det røde felt. Jeg var i den grad rasende. For Iceage fortjener tydeligvis overhovedet ikke den succes de nyder, og hvis de skulle være dansk musiks fremtid, ser det virkeligt sort ud for den hjemlige musikscene. Jeg er næsten sikker på, at denne koncert er den værste koncert jeg har set i løbet af mine 21 år på Roskilde Festival.
Heldigvis viste flere af navnene på Pavillion Jr. (f.eks Woken Trees og Baby In Vain), at det ikke står helt slet til herhjemme. Så hvis Iceage kunne gøre os den tjeneste at gå lynhurtigt i glemmebogen, ville det være fint hvis noget af al den ufortjente omtale de får kunne tilkomme nogle andre talentfulde bands.
[nggallery id=186]
