Still reigning
Slayer har optrådt på dansk jord utallige gange, og de har gennem deres godt 30-årige karriere fastholdt deres publikum i et jerngreb. Ikke engang afskeden med Lombardo på trommer og den tragiske og alt for tidlige død af Jeff Hanneman tidligere i år har sat en stopper for bandets aktiviteter. Det var dog med lidt blandede følelser, man dukkede op i Vega denne aften, hvor der ikke engang var udsolgt. Kunne de to lejesvende Paul Bostaph på trommer, og Gary Holt på guitar fylde rummet ud efter de tidligere medlemmer, og kunne institutionen Slayer levere den monolitiske thrash-metal, de har været konger over gennem en menneskealder? At dømme efter publikums gejst og aldeles uhæmmede moshpit nede foran scenen, kunne man ikke sætte en finger på bandets optræden denne helvedes hede sommeraften.
Intro
”World Painted Blood” indledte aftenen med bulder og brag, hvor især Arayas bas lød, som om den blev spillet i olietønder i en kæmpe maskinhal af stål. Men allerede ved tredje nummer ”War Ensemble” havde lydmanden fået styr på det hele, og musikken faldt ned i et tungt leje, hvor der blev plads til alle instrumenterne. Eneste problem under hele koncerten var en underlig mudret lyd på Paul Bostaphs gulvtrommer, der momentvist forsvandt, men det kan muligvis også skyldes, at jeg befandt mig på balkonen under hele koncerten. I tryg afstand til den frådende menneskemasse, der gik amok på gulvet foran scenen.
Men efter lyden var kommet på plads, fik publikum en ren tour de force gennem nogle af de største klassikere. Højdepunkterne har sikkert været forskellige hos folk, men der var ingen tvivl om, at især ”Mandatory Suicide” fra South of Heaven, titelnumrene fra Seasons in the Abyss og Hell Awaits og ikke mindst det afsluttende ”Raining Blood” var blandt publikumsfavoritterne. Ved ”Raining Blood” blev Hanneman også hyldet ved en båndafspillet intro og et Heineken-banner, der erstattede Slayers bagtæppe, og hvor teksten ‘Angel Of Death – Hanneman – 1964-2013 – Still Reigning’ stod at læse.
Derefter afsluttede Slayer med to ekstranumre i form af titelnummeret ”South of Heaven” og endelig ”Angel of Death”, og satte et fornemt punktum på en fantastisk aften med et band, der på ingen måde har mistet pusten.
Publikum
Slayer har historisk status som et af de helt store navne inden for metalscenen, og deres position som en af ‘The Big Four’ gør dem til et absolut hovednavn at opleve til koncert. Derfor var det også en stor oplevelse at komme så tæt på, som rammerne i Store Vega kan tilbyde. Selv den grå ulv, Araya, udbrød på et tidspunkt, at det var længe siden, bandet havde spillet så tæt på publikum. Og Kerry King, der normalt ikke gør meget væsen af sig, vandrede rundt på begge fløje og havde ligefrem øjenkontakt med den begejstrede menneskemasse foran ham. Der var ingen tvivl om, at disse to herrer havde en fin oplevelse denne aften, og den konstante crowdsurfing, der satte scenevagterne på massivt overarbejde, bragte flere gange smilet frem hos Araya, som om den ungdommelige kådhed var noget, han normalt ikke havde på så tæt hold. Men der var i bogstavelig forstand også flere gange, hvor crowdsurferen nærmest var på vej op på scenen.
I det lys var det et yderst sympatisk gensyn med et band, der har betydet så meget for så mange så længe, og jeg sad da også og blev helt nostalgisk ved tanken om dengang i 80’erne, hvor jeg oplevede Slayer i Saga på klos hold, og hvor publikum stod på biografsæder og headbangede som sindssyge. At se dem i Vega denne aften var som at byde en gammel ven velkommen hjem efter lang tids rejse – selvom vi savnede Hannemans krøllede soli og Lombardos kraftfulde trommespil. I dag er det vel kun Metallica fra The Big Four, som stadig har stadionstatus, men de kommer vel også til Store Vega engang.
[nggallery id=188]