Fantastisk fandenivoldskhed
Har man en gang set norske Kvelertak live ved man, at der er lagt op til en energisk fest af en koncert, og da bandet gæstede Amager Bio, overbeviste de endnu en gang de fremmødte om at de er et af de mest imponerende livebands, der kan opdrives i disse tider.
Det var helt tilbage i 2009, denne anmelder første gang oplevede de vilde nordmænd i Kvelertak. Den gang foregik det på Roskilde Festivals Pavillon Jr. scene uden særligt meget publikum. Bandet var mere ovre i punkgenren uden så mange metalelementer endnu, men virkede allerede da, som om de havde noget spændende og anderledes at byde på.
Her fire år senere har bandet for længst bevist, at de er kommet for at blive og koncerten i Amager Bio understregede kun dette. Kvelertak havde valgt at tage hele tre opvarmningsbands med til koncerten, men desværre gik undertegnede glip af det første, danske Fortress, som efter sigende skulle have været ganske godt. Det var de to andre norske opvarmningsbands så til gengæld ikke: Gerilja var en underlig oplevelse, som var svær at tage seriøst. Det var lidt som at se Spinal Tap, der tog sig selv mere alvorligt, end hvad godt er, og som var meget forelskede i synthesizere i tide og utide. Fjollet er det bedste ord til at beskrive den koncert.
Årabrot var sidste band inden hovednavnet og er åbenbart meget velansete og roste i hjemlandet. Man forstår ikke helt hvorfor, når man lægger ører til musikken. Forsangeren (som i øvrigt var iklædt usandsynligt korte cowboyshorts og horn i håret) forsøgte at growleråbe sig gennem numrene på så uskøn en måde at det alene ødelagde indtrykket af bandet, selvom dets meget ensformige lyd heller ikke ligefrem var uforglemmelig. Derudover havde de en keyboardspiller, som nok mest var med som en vennetjeneste, da han under hele koncerten stod og svajede på den der ”Hold da kæft, hvor er jeg stiv”-måde med solbriller på og kun et par gange satte en finger på keyboardet. Der var sikkert en ironisk hipsteridé bag fremtoningen, men det ændrer ikke på konklusionen: Sært band.
Kvelertak er jo selv et ganske humoristisk foretagende, så måske derfor havde de valgt disse mere specielle opvarmningsnavne, men i hvert fald var det en lettelse, da de endelig gik på. I Erlend Hjelvik har Kvelertak en forsanger af guld, hvilket ingen var i tvivl om fra start, da han indtog scenen med sin uglelignende hovedbeklædning. Den blev dog ikke på mere end et enkelt nummer, da manden jo ikke kan lade være med at headbange og generelt vælte rundt på scenen, og ud i publikum, på den mest uregerligt indtagende måde. Hele bandet havde koncerten igennem en utrolig energi og sprang rundt på scenen, kastede med guitarer og var oppe på monitorerne. Setlisten bød på en god blanding af den selvbetitlede debut og dette års Meir, således at vi allerede fik det største hit ”Mjød” som et af koncertens første numre og derudover blev forkælet på med bl.a. ”Ulvetid”, ”Kvelertak”, ”Fossegrim”, ”Bruane Brenn” og ”Offernatt”, før vi til slut fik den vrede ”Blodtørst”.
Eneste grund til at Kvelertak ikke får karakteren højere er at vokalen ikke var høj nok under koncerten, selvom man stod helt oppe ved scenen. Det er noget overraskende, da Amager Bio oftest leverer virkelig god lyd, men måske var dette vildmandslydbillede lidt af udfordring for lydmanden. Dog er der ikke en finger at sætte på bandets optræden og især ikke på Hjelvik, der med sin løsthængende, svingende manke og sine luftboksende, dirigerende arme og fantastiske fandenivoldskhed endnu en gang var så overlegen en liveoplevelse, at man ikke kan andet end at bøje sig i støvet og af sine lungers fulde kraft brøle: ”Kvelertaaaaaak!”
[nggallery id=191]