Datid og nutid i skøn forening
Svenske Sahg forstår på deres nye plade at bruge retrorockelementer sammen med en mere moderne, tung lyd og det på en måde, som gør det nyeste udspil endnu mere interessant end de tidligere.
Seneste album fra Sahg er præget af modsætninger, der klæder hinanden. Til at starte med kan nævnes syrerocken over for en moderne progressiv, hård rock, som ofte ryger over i metalgenren grundet sine mange hårde guitarriffs og slæbende rytmer. At progressiv rock netop ofte er inspireret af 70’ernes rocklyd anes bestemt, men det er alligevel to meget forskellige indtryk i lydbilledet på Delusions Of Grandeur. Et eksempel på det første er den energiske og voldsomt fængende ”Firechild”, et nummer, som man næsten kunne forestille sig Led Zeppelin udføre, hvis de havde startet deres karriere i dag. Dette nummer bliver efterfulgt af et eksempel på den tungere lyd, den slæbende, næsten doommetalagtige ”Walls Of Delusion”. Begge numre er virkelig vellykkede og selvom de, som nævnt, er ganske langt fra hinanden stilmæssigt, viser de på hver deres måde, hvor talentfuldt et band Sahg er.
Hele albummet er også præget af kontraster på den måde at numrene forekommer i en rækkefølge, der gør, at man lægger ekstra mærke til, hvor stor spændevidde bandet har i deres lyd – uden at man dog er i tvivl om at det er samme band, der står bag. En bemærkelsesværdig ting ved bandet er i øvrigt vokalen. Den er meget karakteristisk og lyder, i hvert fald i denne anmelders ører, en hel del som en yngre, og mere velsyngende, udgave af en vis Ozzy Osbourne, men uden anden sammenligning med dennes musik.
Med Delusions Of Grandeur har Sahg skabt et album, der burde give dem den opmærksomhed, de længe har fortjent. Ikke at de tidligere udgivelser ikke også indeholder musikalsk kvalitet, men numrene er, for langt de flestes vedkommende, mere helstøbte og mindeværdige på dette album. Et album, der er et bevis på hvor smukt modsætninger nogle gange kan mødes.
