Med sine mange år på bagen, er Roskilde Festivals historie præget af et absurt højt antal fantastiske koncerter. Vi har allesammen vores personlige favoritter, og så er der de koncerter vi alle vil se tilbage på, som højdepunkter i festivalens historie. Koncerten med The Rolling Stones var allerede en begivenhed med mytisk status, før Mick Jagger, Keith Richards, Ronnie Wood og Charlie Watts overhovedet var trådt op på scenen. Hele dagen summede festivalområdet af Stones, der utvivlsomt er festivalens største bookning nogensinde, og viser at alt efterhånden kan lade sig gøre på dyreskuepladsen.
Stones leverede også lige præcis hvad man kunne forvente af dem ved koncertens start. De startede med en effektiv tretrinsraket med ‘Jumpin’ Jack Flash’, ‘Let’s Spend the Night Together’ og ‘It’s Only Rock’n’Roll (But I Like It)’, hvor de gjorde lige præcis hvad de gør bedst. Man fik præcis den omgang potent rock’n’roll som man havde forventet, hvor Jagger løb frem og tilbage på, den til lejligheden byggede, catwalk, mens Richards og Wood skiftevis legede sig frem med deres guitarspil.
En effektiv start, men så begyndte det også at gå ned af bakke. Da de mere ukendte numre, som ‘Tumbling Dice’ og ‘Doom and Gloom’ indtog setlisten, tabte publikum koncentrationen, og for mange spillefejl i ‘Wild Horses’, fratryllede magien fra den smukke sang. Og der var virkelig mange spillefejl i løbet af koncerten, hvilket også gik udover store numre som ‘Gimme Shelter’ og ‘You Can’t Always Get What You Want’, hvor Richards insisterede på at spille i et andet tempo end Jagger og Watts.
Helt galt gik det på ‘She’s So Cold’, der var valgt på baggrund af en publikumsafstemning på nettet. De få tilstedeværende fans der havde valgt netop dette nummer i afstemningen, har utvivlsomt været begejstrede, men resten af os stod lidt og ventede på næste nummer. Keith var heller ikke helt begejstret over valget. Han stod med et tomt blik igennem hele nummeret, og lignede mere en fordrukken fisker fra Thyborøn end den pirat, vi alle gerne vil have ham til at være.
Man var vitterligt bange for at den her koncert ville gå helt i stå, da de heldigvis hev den nyere ‘Out Of Control’ op af ærmet. Her blev det hele lidt mere funky, og bandet begyndte igen at spille koncentreret. Det holdt dog kun til Jagger gik ud af scenen, og overlod forsanger tjansen til Richards i ‘You Got the Silver’ og ‘Can’t Be Seen’. Her spillede Wood og Richards blues-guitar, hvor deres individuelle guitarspil konstant slyngede sig ind og ud af den andens, men Stones var aldrig blevet et stort band, hvis Keith var frontmand.
I løbet af deres 2,5 time havde de en del esser af ærmet, men det var langt fra alt der lykkedes for bandet. Under en lang og blues jammet ‘Midnight Rambler’, blev bandet gæstet af deres gamle guitarist Mick Taylor, der var en del af bandet under de gyldne år fra 1969 til 1974. Det er en mand der var en del af bandet under indspilningen af gigantklassikere som Let It Bleed (1969), Sticky Fingers (1971) og Exile on Main St. (1972). Det vidste majoriteten af publikum dog intet om, og det var egentlig lidt synd at Taylor ikke fik den fortjente opmærksomhed. Ligeledes var det pinligt at publikum ikke engang skrålede med på omkvædets catchline i ‘Brown Sugar’.
Afslutningen var præget af et hitmateriale, der ville gøre langt de fleste bands misundelige. I flæng spillede de: ‘Miss You’, ‘Gimme Shelter’, ‘Start Me Up’, ‘Sympathy for the Devil’, ‘Brown Sugar’, ‘You Can’t Always Get What You Want’ og til sidst ‘Satisfaction’, med Taylor på gæsteguitar. På nær de førnævnte kritikpunkter, kan man selvfølgelig ikke sætte en finger på sådan en parade. Alligevel var det ikke aftenen, hvor Stones fangede Roskildes publikum, og de store forventninger taget i betragtning, var koncerten desværre en smule skuffende.
