Det var et af festivalens mere obskure acts, der skulle spille op til fest, fredag nat på Arena. Atomic Bomb! Band er et tribute band til den nigerianske afrobeat-musiker William Onyeabor, der i årene 1977-1985 producerede en lang række banebrydende albums, hvori hans brug af synthesizere har været unik. Onyeabor er på ingen måde en kendt musiker, og det er derfor et mindre mirakel at David Byrnes pladeselskab Luaka Pop fandt frem til denne fantastiske musik, og glæden over denne gruppe af afrikanske musikperler har været så stor, at dette tribute band er blevet skabt.
Det virkede dog stadig obskurt at et tribute band, til en musiker ingen kender, skulle spille den store Arena scene op. Svaret ligger selvfølgelig i den prominente række musikere der udgør bandet, stærkt anført af Ahmed Gallab (Sinkane, Of Montreal, Born Ruffians, Caribou & Yeasayer). Ved sin side havde han keyboardspilleren Money Mark (Beastie Boys, Jack Johnson, Red Hot Chili Peppers), der som en nørdet kænguru konstant hoppede rundt på scenen, i ekstatisk dans over den fantastiske musik.
Musikken var utrolig velspillet og effektiv dansemusik. Lyden var som regel knivskarp, og det er selvom der til tider var over 20 musikere på scenen. Festen blev indledt med ‘Body and Soul’, der blev spillet tungt og groovy af de to trommeslagere, samt bassisten Dev Hynes (Blood Orange, Lightspeed Champion). Gallab sang: “When I play my kind of music/I’m playing for your Body and Soul,” og så var stilen for den her fest lagt. Gallab og Money Mark spillede skiftevis vilde synthesizer-soloer, der blandede sig utrolig godt med det tunge beat.
Det var ret fantastisk, men engang imellem gik afrobeat-festen også lidt i stå. De mange gæstende vokalister fik ikke helt koncerten til at holde niveau, hvor blandt andet Alexis Taylors (Hot Chip) og Luke Jenners (The Rapture) passager ikke var helt effektive. Tilgengæld kom festen op i det røde felt, da selveste Damon Albarn gæstede scenen på ‘Fantastic Man’. Energien fra Albarns fantastiske koncert fem timer tidligere, blev lagt i dette ene nummer, hvor han sang: “Tell me please tell me how I look?” og hele Arena svarede: “You look so good, Fantastic man.” Det hele endte i en instrumental outtro, med fem synthesizer-soloer oven i hinanden.
Umiddelbart var det super cheasy, og ekstremt nørdet, men leveret med så stor passion for denne musik, at det virkede. Publikum blev godt underholdt, og det var svært at holde fødderne stille, eller lade være med skråle de mange vokale-hooks ud i natten, på vej hjem mod teltet.
