05.07.14 – Nikolaj Nørlund – Arena, Roskilde Festival

Det var et morgentræt publikum Nikolaj Nørlund skulle kæmpe med, til dagens første koncert på Arena. Der var ikke megen jubel da han blev introduceret, så helt fra start måtte Nørlund kæmpe sig op ad bakke i løbet af koncerten.

nikolajnoerlund-presse2006-300x300

Blandet langstrækker

Det var et morgentræt publikum Nikolaj Nørlund skulle kæmpe med, til dagens første koncert på Arena. Der var ikke megen jubel da han blev introduceret, så helt fra start måtte Nørlund kæmpe sig op ad bakke i løbet af koncerten.

Med sig havde han nogle af Københavns bedste musikere med Rasmus Valldrof på trommer, Anders “AC” Christensen på bas, Mads Brinch Nielsen på keys, Kristoffer Munck og Carl Emil Petersen på guitar, Cæcilie Trier på cello og smukke Disa Jacobs på kor. Et hold der burde være helt fantastisk, men de skulle en del numre ind i koncerten, før at de levede op til publikums forventninger. Det gik udover et glimrende nummer som ‘12.000 km’, fra dette års Det Naturlige, der var præget af rodet lyd. Man savnede at de glimrende musikere tog teten, i stedet for at være en tilbageholdende opbakning for Nørlund, og særligt Munck skulle have lagt mere energi i sit guitarspil.

Det var en tung start, men Nørlund tog udfordringen op, og med Teitur sangen ‘Syner’, som Nørlund producerede til Andersens Drømme (2005) i forbindelse med HC Andersens 200 års fødselsdag, kom koncerten endeligt på rette spor. Herefter fulgte et besøg af Raske Penge, hvor bandet for alvor begyndte at spille fedt, i en dancehalloversættelse af Nørlunds lyd. Det førte setlisten videre til en rocket udgave af ‘Smuk Mand’, hvor Ulige Numre-charmøren Carl Emil Petersen storflirtede med publikum.

Nørlund udstrålede stor selvsikkerhed, og klarede det virkelig godt i en akustisk soloudgave af John Mogensens ‘Ensomhedens Gade nr. 9’. Det fortsatte med en følsom udgave af ‘Skyggevals’ og ‘Den Støjende Tid’, hvor Nørlund fik skabt en god lydkulisse med en lille strygergruppe, der blev understøttet af AC og Valldrofs sexede groove.

Nørlund har en glimrende evne til at gøre bagkataloget aktuelt, så nye numre som ‘Mønsterbryder’, ‘Hvid Røg og Tekno’ og ‘Overtal’ passede glimrende sammen med klassikere som ‘Tid og Sted’, ’25 år’ og ‘Indre By’. De to timer, som koncerten varede, var dog mere end hvad publikums zappende temperament kunne holde til. Da Pernille Rosendahl gæstede ‘Den Første’ udeblev begejstringen, og hendes fortolkning af Trains and Boats and Planes’ ‘I Like Cars’, der blev sunget med Jacobs, kunne nemt have været udeladt. Heldigvis lavede Niels Skousen en god gæsteoptræden på ‘Ridset I Panden’. Han optrådte med stor autoritet, og opførte en virkelig god fortolkning af en af Nørlunds mest populære sange.

Koncerten blev flot sluttet af med den fantastiske ‘Under Fremmed Flag’, hvor Cæcilie Trier og Mads Brinch Nielsen brillerede med en stemningsfyldt intro. Desværre var pladsen mellem publikum blevet ret stor, efter nogle tamme passager i løbet af koncerten, der let kunne være skåret væk.

More from Perry MacLeod Jensen
18.04.12 – A Place To Bury Strangers – Loppen, Christiania
Selvom det var støjet og kaotisk, var det samtidig også satans seriøst...
Read More
0 replies on “05.07.14 – Nikolaj Nørlund – Arena, Roskilde Festival”