Kedelig hygge på rød stue
Betydningen af ordet supergruppe er blevet stærk fortyndet takket være al for hyppig brug. Ikke destop mindre er det essensen af Future Brown. Producer og komponist Fatima Al Qadiri, Lit City Trax grundlæggeren J-Cush og producer/DJ duoen Asma Maroof and Daniel Pineda kendt som Nguzunguzu, gemmer sig bag navnet Future Brown. Firkløveret klippeklistrer fra baile, dancehall, grime, electrofunk og r’n’b, og er kendt for deres vilde produktioner. De fik rappere, sangere, producere fra London, Chicago, NYC, LA, ja sågar Kingston, Jamaica til at sætte deres unikke flair på musikkollektivets debut, det fængende selvbetitlede album Future Brown. Albummet er en interessant, musikalsk collage, hvor der er malet med stærke farver og uden for linjerne i eksperimenter med genrer og kunstnere – og det væltede de fleste anmeldere omkuld.
Selvom størstedelen af horderne var på vej ind på den jomfruelige festivalplads, så stimlede festklare festivalgæster sammen foran scenen. Solen bragede løs over Apollo, eftermiddagsbranderten var klar, danseskoene var kridtet op og klar til det uimodståelige bootybouncing nummer ”Wanna Party” med rapperen Tink. Alle forudsætninger for en fantastisk fest lå for fødderne af Future Brown. Desværre for publikum var Future Brown ikke det samme sted. De var tjekket ind på Rød Stue til en omgang eftermiddagshygge, hvor de kunne have deres egen lille fest og spille et par numre for vennerne, mens de småsludrede og chillede med hinanden.
Hvad der kunne have været en formidabel koncert blev til et småkedeligt og forudsigeligt dj set. Indledningsvis spillede de et enkelt nummer fra debutalbummet i form af det kælne ”Room 302”, som blev sakset af alt for hurtigt. Herefter spiste de fire dj’s os af med et set, hvor de forblev anonyme og statiske uden interaktion med folkemængden, der stod tilbage med en flad fornemmelse i fødderne. Det forventede festfyrværkeri udeblev, selvom et beundringsværdigt publikum vedholdende prøvede at skabe en fest under den endeløse række af electro beats smeltet sammen med grime, baile funk og trap. Der blev bouncet, shufflet, plukket æbler og lavet mariehøns, men lige lidt hjalp det. Droppet udeblev, og efter en halv times tid så størstedelen realiteterne i øjnene: det her bliver ikke til en balstyrisk rytmefest. ”Hvorfor spiller de ikke deres album? Det her er jo for dumt”, sagde min skuffede sidemand til mig, lige som Future Brown vælger at spille et remix af Rihanna sangen ”Where have you been”. Dumt og dovent. Efter små 45 minutter begyndte selv Future Brown at indse, at hygge bag pulten ikke automatisk forplanter sig foran pulten, hvis man ikke gør en indsats. Så i et halvhjertet forsøg på at vinde folk tilbage kastede de en London MC ind i kampen, alt for lidt og alt for sent. Den musikalske farvelade var spildt på gulvet.
