Oh Father hallowed be thy name
Det blev til en eftermiddag i kærlighedens navn, da Father John Misty trådte ind på Avalon scenen. Mens solen brændte igennem udenfor teltet, brændte den amerikanske kunstner et aftryk i sjælen på samtlige festivalgængere med sine komplekse, mesterligt udførte kompositioner, der emmer af legesyge. Father John Mistys seneste album I Love You, Honeybear er blevet udråbt til at være et af dette års bedste albums, og det er ikke uden grund. Han er også kendt for sine teatralske performances og uforudsigelighed på scenen, så forventningerne til Father Jonh Mistys koncert var tårnhøje, og med en musikalsk åbenbaring af en koncert blev alle forventninger indfriet.
Født med det borgerlige navn Josh Tillmann optræder amerikaneren under pseudonymet Father John Misty, en charmerende, uimodståelig, moderne prædikant, der spreder sit budskab om kærlighed og samfundskritik med dramatisk flair og en indlevelse, som kun er få kunstnere forundt. Nonchalant gik Father John Misty på scenen og åbnede folks hjerter med kærlighedshymnen ”I Love You, Honeybear”. Dansende rundt fik han sat niveauet for koncerten med hæmningsløs indlevelse, hvor trommesættet blev brugt som prædikestol, da han hoppede op på det. Med tornadostyrke og omgivet af sit seks mand store band fik Father John Misty vist, at han kan langt mere, end han fik lov til at vise, da han var trommeslager i indie darling bandet Fleet Foxes. Som da han demonstrerede sit enorme musikalske talent med en guitarsolo, der sendte lydbølger til himmels i afslutningen på den indtagende ”Strange Encounters”. Father John Misty skød små stjerneskud ud fra scenen med sine numre, der trækker på alt fra elektronisk, psykedelisk rock og gospel. Der er intet enkelt over hans musik, og heller ikke over hans optræden, der er ekstrem i sin udadvendhed og introvert i sin inderlighed. Men altid fyldt med en kærlighed, der regnede ned over publikum, der druknede hinanden i knus, kram og kys i takt til musikken.
Father John er på samme tid flippet med sit lange skæg og üibercool med sit sorte jakkesæt, hvid skjorte og små kuglerunde sorte solbriller. Han er den type, som mændene gerne vil hænge ud med og kvinderne gerne vil have. Hvilket blev understreget af de mange feminine suk, der lød rundt omkring i teltet, da Father John Misty annoncerede: ”I’d like to become intimate with you”, hvorefter han længselsfuldt sang: ”There’s no need to fear me. Darling, I love you as you are”, de første længselsfulde strofer i ”When You are Smiling and Astride Me”. Sexet og råt, hvor følelserne blev blottet fuldstændig og kuldegysningerne islede med af ryggen. Og det er det, han kan, den berusende Father John Misty – han tør at være intim med publikum, så det føles nærværende og grandiøst på samme tid. Samtidig har han humoren med sig. Da han afsluttede den sommerlette, varme ”Chateau Lobby #4 (in C for Two Virgins)” med en lille shimmy and a shake og ordene: “I feel like a white woman drinking chardonney on a cruise ship.” Charmøren gav den fuld skrue og publikum forelskede sig gentagne gange under den timelange koncert, hvorefter han sendte folk ud på pladsen fyldt med kærlighed til ham, til musikken og til hinanden.