Som noget nyt i år, har Roskilde Festival valgt at markere enkelte koncerter i programmet, med et lille lyn, som fortæller at der vil være mosh-pits o.l., hvilket i en vis udstrækning vil blive tilladt af vagterne. Et ganske sympatisk træk af festivallen. Umiddelbart virkede det dog lidt tilfældigt hvem der havde fået dette lille ikon og Run The Jewels var i den henseende blevet forbigået.
Det var et relativt sparsomt fremmøde i Arenateltet kl 21, givetvis fordi Kendrick Lamar lige akkurat havde færdiggjort sin koncert på Orange scene, hvilket må formodes at have trukket majoriteten af Hip-Hop publikummet på årets festival. Dog virkede det som en dedikeret skare der havde indfundet sig i teltet og der blev allerede før koncertstart, smidt de karakteristiske RTJ håndtegn, bestående af ”fist and a gun”, som også pryder coveret på begge duoens albums.
Til tonerne af “We Are The Champions”, eksekveret af duoens faste makker, DJ Trackstar, entrerer aftenens to hovedpersoner, El-P og Killer Mike, Arena scenen, hurtigt efterfulgt af titelnummeret fra første album Run The Jewels. Bassen brager så højt og kontant som den skal gøre til en rapkoncert, men både beats og de hurtigt spyttede ord fra makkerparret går heldigvis klart igennem. Pitten foran scenen udvikler sig hurtigt til et hav af hoppende kroppe og håndtegnssmidende arme. Den efterfølgende ”Oh My Darling, Don’t Cry”, fra sidste års RTJ2, sparker kun yderligere til pappet i de hårdt prøvede højttalere.
Første gang de to rappere optrådte under Run The Jewels navnet var faktisk i 2013 på den hedengange Cosmopol scene, da de turnerede med deres respektive kritikerroste albums fra 2012, El-P’s Cancer 4 Cure og Killer Mike’s R.A.P. Music. Således får vi at vide af de to storsmilende amerikanere, at Roskilde er det helt rigtige sted for dem at spille, da det var her det hele startede. Der er da heller ingen tvivl om at det er to voksenvenner i deres helt rette element. ”How are you feeling Mike?” spørger El-P retorisk, men bliver dog alligevel svaret med et let grinende ”I feel goooood” af sin kolossale makker. I det hele taget er det svært at udsætte noget på aftenens koncert i selskab med en duo der, uden den mindste tvivl, er på toppen af deres game lige nu.
Det faktum bliver kun yderligere understreget af en sand hitparade, bestående af ”Blockbuster Night, Pt. 1”, den Zack De La Rocha samplende ”Close Your Eyes (And Count To Fuck)”, samt de blærede ”36” Chain”, ”Get It” og ”Banana Clipper”. Rappen er tight leveret og går klart igennem og energien på scenen er smittende. I pitten er der ingen nåde, vandet og de hvide plastickrus flyver om ørene på os, så hyppigt at de neonvestklædte frivillige ved hegnet, dårligt kan nå at fylde nogle nye og folk vælter rundt i en blanding af skub og hop. Men der er good times og folk passer på hinanden.
Den eftertænksomme og mørke ”A Christmas Fucking Miracle” lukker ballet i første omgang, og giver et lille velfortjent pusterum til vagter, såvel som storsvedende publikum, før ekstranumrene, den til ”those of you who like freaky sex” dedikerede ”Love Again” og den diametralt modsat dystre ”Angel Duster”, sætter en tyk streg under at dette var en af de bedste Roskilde koncerter undertegnede har været en del af, i min 15-årige festivalkarriere.
Kombinationen af musikalsk overskud, præcis levering, god lyd og et stærkt dedikeret publikum, fik koncerten til at gå op i en højere enhed, og hvis nogen koncert skulle have haft det lille lynikon i programmet, skulle det have været denne.
