Som det er tilfældet hvert år den tredie weekend i april, fejrede verdens uafhængige pladebutikker Record Store Day d. 16. april. Hvert år presses der i forbindelse med eventet et hav af specielle udgaver, som først bliver solgt på selve dagen. Nogle af udgivelserne er i ganske små oplag, og derfor skal man være hurtigt ude, hvis man vil have fingrene i et eksemplar.
I år var Metallica udnævnt som Record Store Day ambassadører, og bandet udgav også en speciel Record Store Day CD, som var en live-indspilning fra 2003 af en koncert fra det parisiske spillested Bataclan. Overskuddet fra salget af denne CD går til ofrene for terrorangrebet på spillestedet tilbage i November.
Metallica spillede også en instore koncert i Rasputin Records i Berkeley, Californien, som du kan se ovenfor. Setlisten fokuserede på bandets helt tidlige bagkatalog, da Metallica også netop har udgivet deluxe reissues af Kill ‘Em All og Ride the Lightning.