Genopstandelsen peger endelig fremad
Dizzy Mizz Lizzy har prøvet det før. Et comeback. To gange faktisk. Begge gange til stor jubel for fans, der var sultne efter at få et nostalgisk trip tilbage til 90erne. Men denne tredje genopståelse har været anderledes. I april udkom trioens tredje album, Forward in Reverse, efter 20 års ventetid, og selv om den musikalske stil lugtede langt væk af Dizzy Mizz Lizzy, så overraskede de mig alligevel – rocken var blevet en smule tungere, og de havde smidt et par instrumentale numre på pladen, hvilket faktisk klædte dem rigtig godt. Udgivelsen skulle følges op af en turné, og netop den skød Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis i gang denne fredag aften på Rødovre Rådhusplæne foran 7000 – 8000 publikummer. Ville vi opleve en ny form for energi på scenen? Blandt publikum? Ville det blive mere end et nostalgitrip?
Dizzy Mizz Lizzy havde såkaldte ”special guests” med, så fra kl. 16 havde både Love Shop, Dúné og Baal spillet for det voksende publikum. Pladsen var præget af øl- og madboder, og telte hvor der solgtes bamse-heldragter, fjollede hatte og store farvede solbriller. Det harmonerede sådan set ganske fint med, at publikum var alt fra hipsterfolket fra Vesterbro til midaldrende par fra Rødovre og omegn, der tydeligvis havde forskellige måder at gå til koncert på, men det gav også en uro og uopmærksomhed fra den bagerste del af den fyldte plæne.
Det var ikke nostalgi som prægede åbningen af koncerten, og heldigvis for det. Der indledtes for fuld udblæsning med de nye ”Forward in Reverse”, ”Terrified in Paradise” og ”Brainless”, og publikums reaktion tydede på at åbningen var godkendt, og at Forward in Reverse er faldet i god jord. Herefter vekslede DML helt oplagt mellem ældre og nye numre, og det overrasker nok ikke nogen, at der blev skrålet med på ”11:07 PM” og ”Love is a Loser’s Game”. Men de gamle numre var ikke ren uforudsigelighed. ”Glory” blev spillet i en udvidet version med et langt mellemstykke, som gav plads til, at Tim Christensen foldede sig ud på sin guitar. ”Waterline” blev indledt med et tungt heavy-riff – et valg der egentlig var meget sigende, i forhold til at DML også på den nye plade på flere numre har et lidt hårdere udtryk end tidligere.
Samme album har som før nævnt som noget nyt også et par instrumentale numre, og som indledning på ekstranumrene fik vi en lidt udvidet version af ”Mindgasm” som igen gav plads til guitarblær fra Tim C. – og han har noget at have det i. Selvfølgelig fik vi her også ”Silverflame” og helt oplagt lukkede og slukke Dizzy Mizz Lizzy åbningskoncerten på deres turné med den hurtige og rockede ”I Would if I Could But I Can’t.
De tre på scenen virkede oprigtigt glade for aftenens koncert – måske en lettelse over en så positiv modtagelse af liveversionerne af de nye numre. Spilleglæden var flere gange personificeret ved Søren Friis bag trommesættet, som ud over at tæske tønderne igennem, flere gange i løbet af koncerten lignede en smilende glad dreng. Tim Christensen var denne aften og vil altid være en frontmand, som trioen er dybt afhængig af, og at hans engagement og spilleglæde også syntes på toppen denne aften, tegner også godt for fremtiden.
I det hele taget gav Dizzy Mizz Lizzys åbningskoncert et indtryk af, at piben har fået en anden lyd. Sagt på en anden måde, så virkede spilleglæden stor og fonyet, og de nye numre tyder på ambitioner, og at pilen endelig peger fremad for Dizzy Mizz Lizzy.
