Hårdt arbejde betaler sig
Sidste gang Foals besøgte Roskilde Festival i 2011, spillede de på Arena, og ved synet af den meget tomme plæne foran Orange opstod spørgsmålene: Skulle Foals ikke have spillet der igen? Kan de spille Orange op? Svarene er: jo, det skulle de nok, og jo det kan de!
Regnen silede ned over pladsen, da Foals greb instrumenterne med forsanger Yannis Philippakis’ løfte om at give uforglemmelig oplevelse. Og med de ord tog bandet udfordringen op og hidkaldte flere folk med lyden af deres bastante stadionrock, der buldrede ud over pittens regnvåde kroppe. Popnummeret “My Number” var ren lokkemad for rytmefødder, da sangens luftige synthriff blandede sig med stortrommens taktfaste slag. Pophymnen blev efterfulgt af en lille retrospektiv med nogle af de ældre numre fra Foals tidligere albums Holy Life og Total Life Forever. Stærkest stod powerballaden “Spanish Sahara”, der langsomt byggede op til en atmosfærisk, forvredet guitarstøjflade, der sænkede sig over publikum som et usynlig regnslag. For hvad gør et par dråber eller som her mange, når bandet er fast besluttet på at leve op til sin opgave og give folk en oplevelse. Foals har et sammenspil og en stiltiende kommunikation med hinanden, der kun kommer efter mange års kendskab og samarbejde. Det er en gave ved en koncert som denne, hvor der virkeligt skulle slides i det for at få folk til at trodse regnen og blive stående. For de dedikerede fans i pit var det ikke et problem, de tog imod regnen med oprejst rockpande og fik en kærkommen nedkøling i det proppede område.
Philippakis er ikke en mesterlig vokalist, men hans hæse, lidt skarpe stemme kom til sin ret med skrålesangen “Mountain at My Gates” fra 2015 albummet What Went Down. Nummeret blev spillet med veloplagthed og tight rytme, der mundede ud i en eksplosiv slutning, hvor der var seriøs risiko for hofteskred, hvis rytmerne skulle følges beat for beat. ‘Are you fucking ready’, lød det fra scenen, inden Foals kastede sig over “Inhaler” med en ufiltreret glæde og voldsomhed. Shimmy and shake lyder det i sangen, og folk tog opfordringen bogstaveligt og vred sig under regnjakker og plastponchoer. Foals er leveringsdygtige i dansabel rock, så det basker, og det er her, de er allerbedst og kommer til deres ret med et smittende energiniveau. Det britiske band udviste også taknemmelighed for publikums vedholdenhed og deltagelse, og afslutningsvis spillede Foals “Two Steps Twice”, og gav et afslutningsnummer, der var Orange scene værdig med rendyrkede punkrockstøjflader og en rytme, der forplantede sig i de bankende hjerter på pladsen.
