Copenhell 2017: En fandens stor familie
Lørdag
Jeg er stor fortaler for, at festivaler afsluttes på lørdage i stedet for søndage. Det gør sidste dag til en fest i stedet for en hviledag, og på Copenhell er det ingen undtagelse. Jeg fornemmede ingen træthed blandt publikum, da jeg gik ind på pladsen for tredje dag i træk. Vi skulle vidt omkring i dag. Vi skulle høre dansk død, dansk folkemetal, puddelrock, horror-rock og vi skulle sønderbombes på Helvíti omkring midnat. Som altid glædede vi os til, at en ny dag ventede på årets Copenhell.
Evigt unge Hatesphere
Jeg var spændt på, hvad danske Hatesphere havde at byde på sidst på eftermiddagen. Det overraskede mig, at de var placeret på den store Helvíti, og der var da også langt fra fyldt op på den store plads. Hatesphere har skiftet gevaldigt ud i medlemmerne, siden de stiftedes i 2000. Det er kun guitaristen Peter Lyse Hansen, der er tilbage fra dengang, og hvad der har skyldtes, at der hele ni gange er blevet skiftet ud, må kun guderne vide, for musikalsk har det syntes at køre for dem – også uden for Danmark.
Hatesphere var veloplagte og lød godt i dag. Om forsanger Esben ”Esse” Hansen, kunne man næsten sige for veloplagt, for hans friskhed og forsøg på humor stod i en stærk kontrast, til den ondskab og vrede der er i gruppens musik, og Hatesphere fremstår nu engang stærkere, når tingene hænger sammen. Når det er sagt så klarede han vokalen fint, selv om han mangler den sidste vrede, hvilket man fornemmede på de ældre numre. De kom vidt omkring i repertoiret, og da de nåede til ”Iconoclast”, blev der hevet en fornem kanin op af hatten. Trevor Strnad, der normalt gør sig som forsanger i The Black Dahlia Murder, skulle med som gæstevokal, men det endte i et stort antiklimaks, da hans mikrofon ikke virkede. Det skal Hatesphere ikke klandres for, men det var ærgerligt, at et potentielt højdepunkt i koncerten glippede.
Hatesphere fremstod sikre og rutinerede. De har fastholdt en lyd og en genre på trods af den store udskiftning, og man kan kun drømme om, hvad det kunne have udviklet sig til, hvis man havde fastholdt en kerne af medlemmer i gruppen.
(6/10)
Hadesskoven
Danske Huldre var et nyt bekendtskab for mig, men gruppen har dog vundet stor opmærksomhed, og sågar en pris, på Wacken Festival, så jeg tager den gerne på egen kappe. Gruppen spiller dansksproget folk metal, og tekstuniverset er ofte fortællinger fra mørke skove om nordiske nymfer og trolde. Nymfen Huldre er netop et kvindeligt skovvæsen, der forfører mænd og lokker dem ind i skoven, hvorfra de aldrig kommer ud igen.
Hades er dødsriget fra den græske mytologi, men da Huldre gik på scenen, var den beklædt i små træer dækkende hele den bageste del af scenen. At den store ulv stirrede ned på os fra B&W-hallen passede pludselig rigtig godt ind i gruppens sceneudtryk og temaer i musikken.
De er seks i bandet og de var middelalderligt klædt, og mindede mig om nogle uger tidligere da jeg var til Middelaldermarked i Valbyparken. Deres store styrke er, at de alle virker meget dedikerede til både musikken og de meget tydelige temaer i musikken, men for mig blev koncerten et sammenstød mellem genrer, der simpelthen ikke passede ind. At integrere en violin og en drejelire i metalgenren kan sagtens fungere, men hos Huldre var der i aften passager, hvor folkemusikken fyldte i en sådan grad, så de fuldstændig tabte mig. I andre passager var det derimod mørkt og tungt, og her fik Huldre i højere grad et tag i mig. Der kom endda horn i luften, og det var horn man bemærkede, for der var langt mellem dem.
Forsanger Nanna Barslev var hele tiden levende på scenen i både sin vokal, sine bevægelser og sine fortællinger mellem numrene. Netop hendes fortællinger om de historier der lå i sangene, var afbrydelser som jeg kunne have været foruden. Nogle varede flere minutter, og der var absolut ingen opmærksomhed rettet mod scenen blandt publikum i det område jeg befandt mig i. Der blev skålet, hentet fadøl og en gruppe bag mig satte sig simpelthen ned.
Stor respekt for Huldre, deres indlevelsesevne og deres dedikation til folkemusikken og fortællingerne i deres musik. De var samtidigt tydeligvis en flok dygtige musikere, og så er det pokkers ærgerligt, at deres talent og deres tydelige dedikation kom til at fremstå malplaceret på Copenhell.
(4/10)
Legendernes tid?
Jeg ville sikkert få røven på komedie af mange gæster på årets Copenhell, hvis jeg omtalte svenske Europe som værende legender, men ikke desto mindre, så var de medvirkende i at få suget mig ind i en verden af langhåret rockmusik, så lad mig dog i det mindste se dem som helte. Vi kender dem alle fra deres gennembrud og storhedstid i 80erne, mens færre formentlig har fulgt dem i deres anden levetid, som startede med Start from the Dark i 2004. Rytmeguitaren er blevet mere fremtrædende og udtrykket en smule hårdere. Selv om de gamle klassikere ville vække jubel hos mig og mange andre, så håbede jeg på en god håndfuld nye numre. Dette måtte ikke blive en hitparade, for Europe er i live, og det skulle også fremgå af aftenens koncert.
Og det gjorde det. De åbnede med titelnummeret og den hurtige ”Hole in my Pocket” fra det nyeste album War of Kings fra 2015, og her viste de fra starten af, at de mestrer en så simpel manøvre som at trykke den af. En time er ikke meget, når man har et stort bagkatalog at plukke fra, men Europes udvalg af klassikere havde de udvalgt klogt. ”Rock the Night, ”Ready or Not”, ”Superstitious” og selvfølgelig afslutteren ”The Final Countdown” fik alle fire publikum på kogepunktet.
Joey Tempest imponerede med sin vokal. Han synger i et konstant højt toneleje, og det gjorde han i aften i samme kvalitet som på både de nye og gamle album. Desuden var det en fornøjelse at opleve John Norum folde sig ud på guitaren. Han havde styr på både pedaler og fingre, og hans teknik og kvalitet var af afgørende betydning i aften.
Like it or not, Europe er her stadig, og de turnerer ikke for at koge hitparader på gamle klassikere. Vi fik dem – de helt store – og så fik vi en håndfuld nye hårdere numre leveret af den svenske puddel Europe, der er blevet mere bidsk med årene.
(8/10)
Genial galning
Horrorrockeren Rob Zombie afsluttede sin europæiske turné på Copenhell, og jeg havde set frem til koncerten, hvor jeg håbede på et show og en vis portion galskab, når Piggy D, John 5, Ginger Fish og Zombien selv skulle fyre den af på Helvíti. Lad mig starte med at fortælle, hvordan koncerten åbnede og lukkede, for at beskrive det univers Rob Zombie bevæger sig i – formentlig både når han laver sin musik og sine film. Gruppen åbnede med ”Dead City Radio and the New Gods of Supertown” og sluttede af med ”Ging Gang Gong De Do Gong De Laga Raga”. Genren er industrielt metal og lyrikken omhandler skæve, skøre og skruppelløse horrorscenarier.
Rob Zombie var en befriende forfriskning lørdag aften. De var i dén grad klædt på til festen, og Mr. Zombie var en energisk indpisker her, der og alle vegne. Nok var rocken industriel, og nok var temaerne horror-inspirerede, men mørkt og uhyggeligt blev det aldrig, og det var heller ikke Rob Zombies agenda. Han vil underholde, og han vil gøre det ud fra det skæve univers, han selv tænker i i sit arbejde med musik og film, og i aften kom det ham til gode, at man kan mærke, at han elsker det.
Sætlisten var ikke perfekt. Vi gik glip af den fest, som ”Dragula” helt sikkert ville have fyret op under, og det gav ingen mening, at vi skulle høre et cover af Alice Coopers ”School’s Out”.
Men det er tilgivet. Rob Zombie og band havde en skæv fest på scenen, og publikum var med på legen.
(7/10)
Spil noget med Slayer!
Lad mig sige det, som det er. Slayer var årets hovednavn på Copenhell. Der kan sagtens være delte meninger om det, og fred være med det, men lyttede man til de snakke der gik om årets line-up, og så man fremmødet foran Helvíti lørdag nat kl. 0.15, så burde man ikke længere være i tvivl. Pladsen var fyldt, det var mørkt og den store scene stod som et åbent gab, der snart ville æde os. Slayer var på vej!
Slayer er en mastodont – store og tunge mens de har publikum i deres fulde magt. I aften huggede de speederen i bund, og de slap ikke før koncerten sluttede. Nok er Tom Araya nærmest majestætisk, som han står bundsolidt midt på scenen, men det havde været fantastisk at se ham i større kontakt med både bandmedlemmer og publikum, for så havde både de og vi fået brølet igennem, som afslutningen på årets Copenhell også fortjente.
Men spille sammen det kan de. Nok går det stærkt – det gør det hos Slayer – men hele tiden velspillet og tæt og helt ind til benet.
Sætlisten overraskede ikke, men jeg var dog skuffet over kun at få titelnummeret fra deres seneste Repentless. Til gengæld kom klassikerne, som vi alle ventede på, og at både ”South of Heaven”, ”Raining Blood” og ”Angel of Death” var en del af ekstranumrene, gjorde afslutningen af koncerten til et klimaks, der bestemt var årets Copenhell værdigt.
Slayer lukkede og slukkede mit Copenhell 2017, og de sendte mig afsted, lige som jeg havde håbet de ville gøre: Småfuld, med armene i vejret og med en kæmpe motivation til at komme tilbage til Refshaleøren i 2018.
(8/10)
