Kaotisk hardcore med ironisk nok manglende fokus
Hvad får du, når du kombinerer geniale Mike Patton fra Faith No More (plus en del andre småprojekter), Dave Lombardo, den tidligere trommeslager i Slayer, og Justin Pearson og Michael Crain, der spiller spastisk hardcore i bands som The Locust og Retox? Det var der en del Roskilde-gængere, der var nysgerrige på, da bandet Dead Cross med de nævnte medlemmer spillede fredag på Avalon-scenen. Mike Patton er en flittig gæst på Roskilde Festivals scener og er normalt en garant for et indlevende sceneshow, hvor der aldrig er noget, der hedder just another day at the office.
Dead Cross spiller hardcore, hvor man tydeligt kan trække tråde til alle medlemmernes bands. Det er kaotisk og all over the place, hvor man som lytter hurtigt kan miste jordforbindelsen, hvis man ikke lytter ordentligt efter. Det bliver for mit vedkommende også et problem til denne koncert, hvor kaosset aldrig rigtig får det fodfæste, der er nødvendigt for at fastholde min opmærksomhed.
Der er ingen tvivl om, at specielt Mike Patton er klar til at have en fest. Undervejs i showet bliver tre fyre inviteret på scenen, den ene i klassisk black metal corpse paint, en med elefanthue og en i en festlig blomstret skjorte. Her skal de have gang i en dance off på scenen, hvor publikum får lov til at være dommere. Et sjovt lille indspark, som Mike Patton tydeligvis har det sjovt med, men måske også en tand for gøglet. Okay, deres debutplade holder en spilletid på under 30 minutter, så det giver sig selv, at tiden skal udfyldes med lidt andet end musik, men i længden bliver det lidt trættende med alle afbrydelserne.
Til allersidst får vi et medley af Slayers “Raining Blood”, Faith No Mores “Epic” og Dead Kennedys “Nazi Punks Fuck Off”, hvor Jeremy Bolm fra post-hardcore-bandet Touché Amoré, der spiller umiddelbart bagefter på Pavilion, får lov til at gæsteoptræde. Genkendelsens glæde er stor hos publikum, specielt under de to første numre, og det ville næsten være synd ikke også at henvise til medlemmernes historik, når man nu har så legendariske kunstnere på scenen.
Dead Cross’ rent musikalske evner på scenen er der ikke en finger at sætte på – det ville også være underligt med så rutinerede musikere. Selve koncerten fremstår dog bagefter lidt for kaotisk, hvor det er svært at vide, hvor bandet ville hen med det hele. En mindre scene kunne måske havde hjulpet – her havde Justin Pearson og Michael Crain måske også fået lov til at udfolde sig mere med deres baggrund i den kompromisløse hardcore, der sjældent får lov til at spille på en scene på størrelse med Avalon?
