Fransk avantgarde-metal sætter gang i Gloria
Celeste er ikke et band for masserne. De lefler ikke for publikum og forsøger ikke på at lukke dem ind i deres univers på andre præmisser end deres egne. Publikumskontakt gør de sig ikke rigtig i, og teksterne bliver sunget på deres franske modersmål. Det er black metal, som burde appellere til fans af Deafheaven og danske Møl, men de her drenge har altså været i gang siden 2008, så de er bestemt ikke hoppet med på en bølge, og er i deres lyd endnu mere kompromisløse.
Inden deres koncert kl. 23:30 fredag på Gloria ankom bandet til Danmark uden deres instrumenter, som var gået tabt i Paris’ lufthavn. Det lykkedes dog gennem kontakter herhjemme (de har gæstet Danmark en del gange efterhånden) at få skaffet noget låneudstyr, og det betyder, at de kan gå på scenen til et godt fremmøde på en aften, de fleste fans af den ekstreme metal har set frem til på Roskilde. Senere står den på Myrkur, Heilung, Watain og danske LLNN, så der er en god del mennesker, der er mødt op for at få straffet øregangene tidligt.
Og straffet bliver de. Celeste spiller højt og energisk, som de står på scenen som silhuetter oplyst af røde spotlights bag dem. Ligeledes bærer alle i bandet røde pandelygter, som bliver svunget rundt i salen, hvilket giver deres sceneoptræden en næsten overnaturlig fornemmelse. Det er fornuftigt at smide dem på Gloria, der i forvejen altid virker utroligt mørk, når man kommer ind – her fungerer effekten endnu bedre end sidste gang, jeg så bandet (Copenhell i 2013).
En sætliste kan jeg umuligt give, dertil minder deres numre for meget om hinanden for alle pånær de mest indviede og dedikerede fans af bandet. Men det er heller ikke så vigtigt, for det lykkes for bandet at skabe den trancelignende fornemmelse, som jeg søger, hver gang jeg går til koncert med lignende bands. Her er plads til at lukke sine øjne og bare lade sig omklamre af deres støjende og flænsende lydflader, indtil man åbner dem igen og ser disse mørke og alien-lignende skikkelser på scenen svinge deres røde skær rundt på publikum (bortset fra lige det tidspunkt, hvor forsangerens pandelygte går i stykker, og de må låne en fra publikum – oh well).
Celeste leverer en rigtig solid koncert, der virker som en perfekt opvarmning for Myrkur, der går på scenen nærmest samtidig som koncertafslutningen ovre på Pavilion. De er et band, der har formået at mestre de store forløsende øjeblikke, opbygningerne og bare det at smadre helt igennem – stærkt.