Sympatisk psychedelia
Med fem albums fordelt over de seneste tolv år, har texanske The Black Angels formået at holde gang i deres svampebaserede gryderet, uden at udgive alt for meget overflødigt skrammel. Debuten Passover fra 2006 var et psykedelisk pletskud, kombineret med bredsider af støj og vildskab, men siden gik pusten af ballonen, indtil deres seneste album Death Song udkom sidste år og nærmest blev et comeback for bandet. Tilbage var guitarsløjferne, og numrene havde pludselig kant og nerve igen. Der var derfor klare forventninger til bandet, at de skulle frem til scenekanten og generobre noget af det tabte terræn. Og rammerne var nærmest ideelle i den Grå Hals højloftede lokale, som emmer af syret stemning og som har den helt rette beliggenhed til at fyre kanonerne og en enkelt spliff af. Men først skulle vi lige igennem chilenske Föllakzoid, som varmede op med et enkelt nummer, der til gengæld varede i knap tre kvarter.
Föllakzoid
Der var godt gang i modlys og røg på scenen, da Föllakzoid satte deres dronebaserede oplevelsestrip i gang. Som opvarmning fungerede de fint, da man nærmest ikke behøvede forholde sig til bandets optræden, men blot kunne lade sig forføre af de repetitive og suggerende lyde, der strømmede én i møde. Bevares, det er ensformigt, men det skal det også være. Faren er, at det bliver røvkedeligt, hvis man ikke kan tune ind på den frekvens, Föllakzoid transmitterer fra. Det kunne publikum til dels denne aften, og bandet leverede en fin lille koncert i koncerten, hvor de, med deres beskedne, tranceskabende virkemidler, fik skabt et tåget univers omkring sig, der havde antydningen af noget originalt over sig.
The Black Angels
Den Grå Hal var kun halvt fyldt denne aften, og publikum bestod tydeligvis af ældre fortrinsvist mænd. Faktisk har der næppe været mange under 45 denne aften. Om det er fordi neopsykedelisk musik ikke rammer den yngre målgruppe, eller om der var talentshow i fjernsynet denne aften, ved jeg ikke, men der var noget nærmest hyggeligt over sammenslutningen af gråskæggede mænd i sorte t-shirts.
De Sorte Engle gik på til tiden, omkring kl 21:30, og der blev ikke kommunikeret meget ud fra scenen. Stephanie Bailey satte sig bag sit rudimentære trommesæt uden bækkener og begyndte sine nærmest tribal rytmer, der skulle vise sig at være rygraden på hele koncerten aftenen igennem. Fra koncertens begyndelse og frem til slut blev numrene, fordelt fortrinsvist på det seneste album og med afstikkere til bagkataloget, leveret kyndigt, tilpas casual, men alligevel stramt. Lyden var afbalanceret, og Alex Maas styrede slagets gang fra hans centrale placering på midten. Alting var sådan set i orden, og numrene blev fyret af på et bagtæppe af psykedeliske visuals, der var imponerende flotte. Og havde man indtaget svampe denne aften, ville de visuals helt sikkert have været en oplevelse i sig selv. Men allerede halvvejs inde i sættet begynder det at rumstere i kroppen, der mangler ligesom noget.
Det er ikke så tit, man oplever det, men The Black Angels er et sjældent eksempel på et band, der fungerer meget bedre på albums end live. På deres albums er der skærende guitarstøj, insisterende rytmer, grænsesøgende melodier og med en vokal, der understøtter det støjende univers med sin helt egen elegance og coolness. Denne aften i den Grå Hal leverede The Black Angels en teknisk set godkendt indsats, men musikken var alt for lav, og der var stort set ikke noget mærkbart støj på guitaren. Det hele forsvandt ind i en konform lyd af velbehag og tilbagelænethed, der slet ikke matcher den stemning, der er i hvert fald på deres første og seneste udgivelse. Det, der fungerede på scenen, var bandets organiske lyd, som i sig selv er konstant grænsesøgende og kun holdt sammen af førnævnte Baileys rudimentære trommer. Det, der ikke fungerer, er fraværet af det bid og den wall of sound, man finder på deres albums.
Men pludselig – ved ekstranumrene – bliver ”Young Men Dead” leveret med et ekstra skud decibel direkte ind i de overstyrede guitarmikrofoner, og pludselig kan man mærke bandet! Men desværre alt, alt for sent. Kort efter blev lyset tændt, og bandet var allerede forsvundet ud bag tæppet, netop som musikken begyndte at blive mærkbar. Og indtrykket fra hele koncerten er et band, der har numrene, intentionerne og skitserne til noget stort, men som fuldstændig mangler energien og styrken til at løfte det live. Ærgerligt, for de 312 sekunder med fuld blus til sidst viste, at det er der – et eller andet sted – derinde.