Kyuss re-revisited

John Garcia har efterhånden gæstet landet adskillige gange, og de fleste har faktisk været på Loppen. Som han selv udtrykte det, da han endelig stod på scenen med sit pomadeslikkede hår og feltgrå skjorte: ”This is probably one of the most intimate scenes, we’ve ever played on.” Der er ingen tvivl om, at Mr. Garcia var glad for at stå på Loppens scene denne aften, hvor der var tilpas med publikum til at man kunne bevæge sig rundt og faktisk se noget. Men først skulle vi lige igennem et stramt komponeret sæt af canadiske Dead Quiet.

Dead Quiet (********)

Kvartetten stammer fra det smukke vestlige Canada omkring storbyen Vancouver, og har rødderne solidt plantet i det tunge, progressive rock med elementer af doom og mere traditionel garagerock. Selvom bandet kun har to albums på samvittigheden, leverede de numrene som havde de ikke lavet andet hele livet end at forberede sig til denne tour.

Forsanger og guitarist, som deler navn med den herostratisk berømte engelske fodboldspiller, Kevin Keegan, styrede musikken fra scenekanten og leverede en solid indsats for at banke rusten af publikum. Vokalen er nærmest punket i sin aggressive og lyse klang, hvor man mere ville forvente en mørk gravrøst til den doom-inspirerede progressive rock. Men bandet leverede en helstøbt og overbevisende indsats, og der blev spillet med tilpas tilbagelænet autoritet, så man ikke havde følelsen af, at det bare var endnu et ligegyldigt opvarmningsband, der skulle få alkoholen til at glide hurtigere ned, inden hovednavnet gik på. Især den langlemmede bassist, som jeg stod lige foran, imponerede med et nærmest jazzet og skødesløst spil, der fyldte godt op imod de to guitarer og den energisk arbejdende trommeslager. Den kønne keyboardspiller yderst på den modsatte fløj, kunne vi heldigvis ikke høre!

John Garcia and The Band of Gold (*********)

Det var fjerde gang for undertegnede at opleve John Garcia på Loppen. Og det er altid spændende at se, hvor meget han graver tilbage til Kyuss-æraen og spiller de gamle klassikere, som efterhånden har mere end tyve år på bagen. Denne aften var jeg en smule urolig for, at hovedvægten ville være på det nye studiealbum, som udkom tidligere i år, med de nye legekammerater fra The Band of Gold. Denne uro blev dog hurtigt gjort til skamme, da koncerten som helhed kun indeholdt tre-fire sange fra dette album.

Resten var Kyuss!!

Da først ”Gardenia” og ”One Inch Man” var leveret allerede inden for den første halve time, steg håbet om at vi ville få flere Kyuss-numre, og perlerækken fortsatte med ”Thomb”, ”Molten Universe”, ”Hurricane”, ”Green Machine” og min egen personlige favorit ”El Rodeo”. Rækkefølgen var ikke som her beskrevet, men det er også fuldstændig ligegyldigt. Vi fik dem, og det bedste ved det hele var, at Garcia strålede som en sammenbidt sol, mens han leverede de numre, som i høj grad er med til at definere ham som musiker og menneske. Han sang med en kvalitet og intonation, som bare er blevet bedre med årene. Og da bandet til sidst havde givet de forløsende ekstranumre og vendte sig mod publikum for at modtage deres fortjente hyldest, kunne vi også se dem kramme hinanden i begejstring over at have leveret et komplet og helstøbt show, hvor det hele bare sad i skabet.

Nu mangler vi bare en reel koncert med John Garcia and The Band of Gold. Deres album er faktisk helt godt, når først man får lyttet sig ind på det, og det kunne være interessant at opleve alle numrene blive banket lige så helhjertet af sted over rampen. Men omvendt vil alle altid stå og vente på at høre de gamle Kyuss-numre, når John Garcia går på scenen. Og det ved han godt! Og han elsker det!!