Muntre Maggie
Der var ingen tvivl om Maggie Rogers intentioner på Avalon onsdag eftermiddag. Hun var kommet for at have det sjovt og for at give sit publikum en allerhelvedes, opmuntrende start på Roskilde Festival. Uden præsentation, fanfarer eller andre dikkedarer hvirvlede hun tændt ind på den mørke scene og næsten overraskede et spændt publikum. Under klapsalver og hylende hyldest greb hun med selvsikkerhed mikrofonen og satte i gang med første strofe af den fængende popmelodi “Give A Little”. Med det åbningsnummer fangede hun folket under teltdugen, der villigt gav sig hen til Maggies muntre fest, hvor den unge amerikaner sprælsk og sikkert styrede slagets gang.

Den 25-årige sangerinde fik famøst sit gennembrud takket være en viral video, hvor en bevæget, grædende Pharell Williams lytter til hendes musik. Det er en reaktion, som mange havde under Rogers charmende optrædende. Hvad enten det skyldtes de følsomme tekster, de smukke melodier eller Rogers benovede tak for den enormt varme velkomst, så kunne man ikke undgå at blive en smule rørt undervejs. Der er en ukunstlet spontanitet over Maggie Rogers, som er enormt tiltalende. Det høres i hendes musik og det føles, når man ser hende på en scene. Hun er en naturlig, begavet performer, der er så sprængfyldt af energi, at det smitter og forplanter sig i publikum. Denne onsdag aften dansede hun cirkler om sig selv, lavede salsatrin og kunne ikke modstå det mindste beat. Hun nærmest svævede med graciøse dansebevægelser fra den ene ende af scenen til den anden og opfordrede folk til at vugge med til rytmerne. Og det var umuligt at takke nej til det tilbud.

Konstant i bevægelse sang hun sig igennem et set, der bød på sange fra seneste album Heard It In A Past Life. Uanset om det var den langsomme, bastante bas-baserede ballade “Back In My Body” eller den magiske, atmosfærefyldte, delikate “Alaska”, så fik Maggie Rogers formidlet sine tekster med en indlevelse og følelse, der rørte de lyttende. Rogers vokal er lige så smittende som hendes optræden. Hun triller, oooh’er og aaaahh’er som en smuk sangfugl gennem vers og omkvæd i et øjeblik. I det næste synger hun med en poppet lethed, der skifter til sjælfuld tyngde, når det er de store følelser, der er på spil. Og hun får det til at se legende let ud. Det var en imponerende demonstration af vokal mangfoldighed, som hun gav sit publikum. Kvinder som mænd, piger som drenge tog imod med kyshånd og gav hende vokal back up til hendes sprudlende optræden fra første sang til den afsluttende”Fallingwater”. Her afsluttede Maggie Rogers sin pragtfulde popparade med en soulet sang, hvor de store følelser fik frit spil og afsluttede således en fabelagtig åbningskoncert med følelserne uden på kroppen.. ganske som publikum havde haft det i hendes selskab.