Forførende, flamboyant og fantastisk
Den spanske flamenco-dansende sangerinde Rosalía Vila Tobella bragede ind i musikverdenens opmærksomhed med det imponerende eksperimenterende album El Mal Querer, hvor hun forfriskende uhøjtideligt blander traditionel sigøjnerflamenco med elementer fra hip hoppens verden og elektroniske beats. Siden udgivelsen sidste år har hun gået sin sejrsgang over kloden og har været umulig at undgå. Musikere står i kø for at samarbejde med hende, og tilbuddene strømmer ind. Ja, til september kan hun sågar opleves i hendes første skuespilrolle i Pedro Almodóvars næste film Smerte og Ære. Verden ligger for hendes fødder, og efter festivalanmeldelserne er strømmet ind fra udlandet, så gør hendes publikum tilsyneladende det samme.
Så at sige at forventningerne på Avalon var høje onsdag aften er en underspillet konstatering. Teltet bugnede med festivalgæster lang tid, før koncerten gik i gang… og da showtime kom. Boy oh boy! Dette års Roskilde Festival tilhører Rosalía. I selskab med seks danserinder indtog den 25-årige sangerinde rummet med flair og stil. Intet var overladt til tilfældighederne i det komplekse show med koreograferet stiliseret dans, hvor flamenco, vogue, hip hop og tweeking blev smeltet sammen i en herlig, hypnotiserende forestilling. Trods den benhårde kontrol over hendes performance har Rosalía en livsglæde og umiddelbarhed, der skinner igennem i koreografi, iscenesættelse og ikke mindst i hendes fabelagtige stemme.
Sødmefyldt med forelskelse i stemmen forførte hun Avalons publikum med “Pienso en tu mirá”, Imens den spanske sirene sang om den farlige forelskelse, stirrede publikum henført på dansernes flamencohænder formet som pistoler. De skød usynlige salver op under teltdugen i takt til den samplede lyd af pistoler, og folk labbede stemningen i sig. Sprogbarrieren er en lille detalje i Rosalías univers, hvor det er stemning og følelser, der vægter. Hun tager sit publikum med på en musikalsk rejse, hvor hun formidler sine tekster ved at skabe et visuel udtryk, hvor dansen og de mindste bevægelser understøtter og fortolker teksten. Om den er på spansk eller engelsk, er fuldstændigt underordnet. Under koncerten på Avalon dykkede hun ned i flamencoens klassiske rødder med en acapella udgave af en traditionel spansk sang. Det tydeliggjorde inspirationskilden til “Que no salga la lune”, hvor Rosalías fløjlsbløde sang, flamencodansen og pasodoble rytmerne smeltede sammen i en vidunderlig samhørighed. Publikum fik også crowdpleaseren / James Blake collaborationen “Barefoot In The Park”, hvor sangerinde croonede og bevægede sig æggende til musikken, mens folk vuggede drømmende til de elektroniske rytmer. Hun flirtede og charmerede under “Di Mi Nombre” og kastede kokette blikke over kanten på en knaldrød vifte, som flygtigt blev svunget gennem luften med elegance.
Og sådan fortsatte Rosalía sin fabelagtige magtdemonstation med en koncert, hvor hver sang var inficeret med prægtige, betydningsfulde detaljer, der emmede af mening og bevidsthed. Hun slap aldrig sit greb om folk og fastholdt publikums opmærksomhed fra start til slut, hvor vi fik popflamenco hittet “Malamente”. Her klappede publikum i takt og sang i kor med multitalentet, til de sidste toner klingede ud. Og sekunder efter hun forlod Avalons scene, savnede publikum allerede hendes selskab, de flamboyante dansetrin og ikke mindst den misundelsesværdig stemme, der skifter fra sorg og glæde i nanosekunder. Olé fantastiske Rosalía! Olé!!!!!
