Dansk hardcore punk in your face!
Kort og præcist. Leveret med hårde hug til mellemgulvet. Nådesløst, kompromisløst og kortfattet. Som hardcore punk skal være – når det er bedst!
We don’t give a Fuck what you think about us!
Danger Of Men er noget så befriende som et ægte DIY punkband, der laver grafikken selv på deres flotte vinyludgave, og som ikke er i hænderne på et fancy markedsføringsbureau, der fører bandet frem med glittede pressefotos og plyssede pandebånd med bandets navn og logo, som kan erhændes fra en supercool hjemmeside. Drengene fra Fyn er at finde på facebook, men ellers gør de ikke meget væsen af sig – bortset fra, når de træder speederen i bund på deres andet album Sea of Wasted Cum.
Stilen er stramt centreret omkring bas, guitar og trommer og med en vokal, der smadrer ind i mikrofonen som en arrig bull terrier. Men ikke uden kontrol og kvalitet, der leder tankerne hen på åbenlyse inspirationskilder som tidlig Dead Kennedys og Black Flag. Til tider er det næsten punk med spoken word, men der er absolut mening med galskaben og lytter man efter teksterne ligger der både hudløs samfundskritik og hardcore wake up calls til en døende verden. Danger Of Men er ikke blege for at stikke en stålhård finger i brystkassen på lytteren: Lyt efter, for helvede, eller pis af.
Wasted Cum
På nummeret ”No Parental Care” bliver bandet pludselig højaktuelle med en sampling af Donald Trumps indsættelsesceremoni, da han – stik imod al menneskelig fornuft – bliver valgt som præsident for USA. Der bliver kun gentaget én sætning i de to fræsende minutter, men det opsummerer meget godt, hvad bandet mener om den plyshårede kæmpebaby: ”Should have been Wasted Cum”. Sikkert hvad Mette Frederiksen også tænker for sig selv i en stille stund…
Kort og fræsende! Hårdtslående og effektivt. Pissegodt! Så kan vi lære det!