Tak for festen. Tak for forsøget.
I året 1989 mødte Sune Rose Wagner og Jakob Jørgensen hinanden i Sønderborg, og startede her et musikalsk samarbejde der skulle ende med at sætte et markant aftryk i dansk rock gennem 90erne. Psyched Up Janis kaldte de sig, og i anledning af gruppens 30-års fødselsdag havde de denne onsdag aften indbudt til fødselsdagsfest i Store Vega.
Aftenen var startet tidligt med en artist talk med Psyched Up Janis nogle timer før koncerten. Derudover udstillede fotografen Søren Solkær sine billeder fra gruppens tur til Death Valley-ørkenen i Californien i 1999, hvilket kunne ses i lobbyen. Man fornemmede i det hele taget, at der var bygget noget ganske særligt op omkring den semi-akustiske koncert, som skulle starte i Store Vega kl. 21.
Ganske særligt blev det også på scenen i aften. Sune Rose Wagner startede alene på scenen, hvor han fra en stol i højre side af scenen fremstod lidt forsigtig og skrøbelig. Han åbnede med ”Wild Flames of Love”, og den stille start på koncerten blev modtaget med et stort jubelbrøl, fra et publikum der både lød som og lignede tilhængere der gik helt tilbage til debuten Swell fra 1994. Efter åbningen kom Jakob Jørgensen på scenen, og så skal jeg love for, at der var bas i salen. I første omgang syntes jeg, at den dundrende tonstunge og forvrængede bas klædte ”New 5”, og at det var en sjov tanke at skabe en kontrast mellem den mere diskrete forsanger og guitar, og den bombastisk fremtonende bassist – visuelt og lydmæssigt.
Men hurtigt ændrede det sig fra at være en god idé, til at være småirriterende, at bassen skulle være så gennemtrængende og monoton i sin stil, og at den nærmest fik lov at overdøve Sune Wagner og hans guitar. Fair nok at omtænke numre som ”Where the Lights Won’t Shine” og “I Died in My Teens” til en semi-akustisk koncert, hvor man er to på scenen, men at de var kommet frem til netop disse versioner af numrene, forstyrrede min oplevelse meget. Hvor var de stille afdæmpede versioner, som kunne have gjort flere numre til smukke oplevelser? Det kunne have været ganske interessant at opleve teksterne i den indpakning.
Jeg fik et spinkelt håb om en ny drejning, da Kajsa Vala blev inviteret på scenen, hvor hun skulle byde ind med både sin guitar og vokal. Kajsa Vala er en århusiansk sanger og sangskriver, der i sin musik slår rødder i både americana og mere traditionel folk. Vala sang nummeret ”Inch” på smukkeste vis, og hendes guitarlyd gav numrene en ny og ganske klædelig dimension. Dog blev også hun tæt på overdøvet af bassen, som på de efterfølgende numre stadig dominerede lydbilledet alt for meget.
På ”Girls” kom Jesper ”Yebo” Reginald med på sit skrabede trommesæt, og endelig var der et modspil til den dominerende bas. Sammenspillet og spilleglæden på scenen blev pludselig meget tydeligere, og det smittede af på salen, der nu også blev mere livlig. På ”Girls”, ”Carcrash Ahead” og ”Everything is a Blast” fik vi et skud surf rock, der var svær at stå stille til, og langt om længe var der en musikalsk symbiose på scenen, som jeg havde savnet under det meste af aftenens koncert.
Hatten af for at Psyched Up Janis arrangerede en aften som denne, og for at sammensætte en særlig setliste for os i den anledning. Under det meste af koncerten mislykkedes det desværre. Det stak i forskellige retninger og stilarter i deres forsøg på at være semi-akustiske og at forene det tunge med det lette. Heldigvis lykkedes de med nogle numre mod slutningen af koncerten, og heldigvis lod det til, at størstedelen af salen havde en god oplevelse med gensynet med Psyched Up Janis.