Andendagen på Copenhell er altid svær at komme i gang til. Som en fyr i metroen sagde, mens han bundede det sidste af en flaske hvidvin: ”Jeg har simpelthen så svært ved at blive stiv på andendagen. Jeg er nødt til at få fat i en flaske sprut, ellers bliver jeg aldrig stiv.” Og sådan er der nok mange der havde det efter at være blevet banket i gulvet dagen før af Metallica og alle de andre hardhittere rundtomkring på festivalen. Den euforiske glæde på førstedagen ved endelig at komme til koncert har sat sine tydelige spor! Men man skal som bekendt rejse sig ved det træ, man er drattet omkuld, og denne dag stod træet solidt plantet foran Hades-scenen, hvor de svenske veteraner i Opeth varmede kroppen op med deres komplekse og elegante progressive metal.
Opeth
Mikael Åkerfeldt er en institution i svensk dødsmetal. Både fra hans tredive år med Opeth og de tidlige år i Katatonia, hvor han growlede sig igennem de første albums. Hans eminente, dybe growl og hans tekniske og varierende guitarspil er blevet varemærker for den lyd, Opeth har udviklet til perfektion gennem årene. Og Opeth har været mange steder! Først som traditionelt dødsmetalband og senere med brug af mere progressive elementer og breaks.
Med Damnation fra 2003 skiftede bandet igen spor og blev nærmest radiovenlige med en mere blød rock, der greb tilbage til 70ernes lyd. Men numrene på Damnation er af lige så høj karakter, som på forløberen Deliverance fra året før. Der var bare skruet ned for intensiteten og den tidligere mere brutale styrke. Men denne onsdag i Hades lagde prog rockerne ud med to numre fra deres seneste album In Cauda Venenum fra 2019, som blev indspillet i to versioner: en svensk- og en engelsksproget.
I dag fik vi de svenske udgaver, og personligt synes jeg det lød superfedt. Svensk er bare et smukt sprog – også til dødsmetal – og Åkerfeldts stemme har den kontrol og styrke, så man hører alle artikulationerne. Poetisk dødsmetal!!
Herefter greb bandet tilbage i kataloget og Åkerfelts growl tog over og viste den styrke, bandet reelt er bygget op omkring. Publikum var afdæmpede og lyttende til stede, for Opeth er ikke et band man går amok til. Men jeg trængte til at gå lidt amok, så jeg forlod de rutinerede svenskere og begav mig over til Gehenna, hvor de lige så rutinerede amerikanere i Blood Incantation fra Denver, Colorado, med godt 11 år på bagen tog over med en ordentlig omgang kvalificeret og teknisk begavet death metal.
Blood Incantation
Der var fyldt godt op foran den amerikanske kvartet, som leverede en solid omgang death med en lidt atypisk kant, hvor psykedelisk ambient og nedstemte guitarer bliver blandet med den dybeste growl fra vokalist og guitarist Paul Riedl, som er både halvskaldet og langhåret på samme tid. Der blev ikke kommunikeret meget fra scenen, men Riedl fik alligevel udtrykt en varm taknemmelighed for, at det endelig blev muligt at afholde koncerten efter den lange coronapause. Og publikum kvitterede med en sprudlende moshpit, hvor arme og ben fægtede rundt som gale. Blood Incantation har udgivet tre albums, og vi fik smagsprøver fra alle, som meget illustrerede den stil, bandet har skabt sig. Det er teknisk avanceret og basalt dødsmetal i skøn forening, og med et band, der nok stod lidt reserveret på scenen, men som nåede langt ud over scenekanten til et tydeligvis begejstret publikum.
Således opfrisket gik turen gennem det nye og afsindig veldesignede backstage område, hvor man kan slappe af i en hængekøje mellem blødt oplyste træer. Man kan også gå direkte i baren uden at skulle vente i kø, og det er jo altid rart. I baren mødte jeg en langskægget færing, som jeg ikke kan udtale navnet på, der er uddannet ingeniør og arbejdende med pelagisk lakseopdræt. Sådan favner Copenhell bredt og inkluderer alle folkeslag og typer!! Men snart ville Helviti blive omdannet til et ordentligt metalbrag, når klassiske Judas Priest gik på, så jeg tog afsked med min nordatlantiske broder og begav mig afsted.
Judas Priest
Rob Halford er en anden legende på Copenhell, som har præget heavy metal siden start 70erne med sin karakteristiske high pitch-vokal. Gennem årene er det blevet til en del optrædener, hvor han absolut ikke altid har leveret den højeste kvalitet – for at sige det mildt. Ved enkelte lejligheder performede han hele koncerten siddende ned og var tydeligvis svækket. Sidste gang på Copenhell leverede de garvede briter dog et udmærket show, og det skulle blive spændende, om der stadig var krudt i bøssen, så at sige.
Og lad det være sagt med det samme, Rob Halford besidder stadig en imponerende vokal styrke og kan ubesværet ramme de sindssygt høje toner og vedvarende. Samtidig demonstrerede han sin teknik med at suge luften ind efter hver pitch og lave et gutturalt brøl hentet fra underverden. Iklædt sine karakteristiske kapper af læder med glimmer og nitter, stavrede den 71-årige brite rundt på scenen og blinkede koket ud til publikum, som mere nød genhøret med klassikerne, mere end det fremkaldte moshpits. Lyden var desværre skæmmet af Richard Faulkners alt for høj lead guitar, som yderligere drev guitarsolierne så langt ud, at det blev irriterende at høre på. Men sætlisten var klassisk i ordets rette forstand, og med ”Victims of Changes” fra Sad Wings of Destiny viste Halford sine evner som sanger i det, der for undertegnede er det bedste nummer, bandet nogensinde har skrevet. Midt i settet fik vi også Fleetwood Macs ”Green Manalishi” fra ’69 og sørme også Joan Baez’ ”Diamonds and Rust”, som viser den tydelige inspiration fra Halfords musikalske opvækst. Men vi skulle heldigvis også igennem numre fra Screaming for Vengeance, Turbo Lover og Defenders of the Faith, før de sluttede af med den ikoniske Harley Davidson, som brølede ind på scenen med Halford iført ny kappe. Herefter fik vi klassikerne ”Breaking the Law” og ”Living After Midnight” fra British Steel, som nok er det mest klassiske Priest-album. Det eneste, jeg savnede efter koncerten, var noget mere af det guitarparløb, som gjorde Priest outstanding dengang i 70’erne med Glenn Tipton og K.K. Downing som uadskillelige brødre på scenen. Faulkner var alt for meget en sologuitarist, som høvlede den ene mere ligegyldige solo af efter den anden. Med sig havde Halford også bandets eneste oprindelige medlem, nemlig Ian Hill på bas, og med Scott Travis fra bla Thin Lizzy på trommer var der masser af historik i bandet, som gav det hele autenticitet og rutine og de fornødne muskler til at bakke Halfords imponerende vokal op. Selvom der ikke er noget nyt overhovedet fra bandet, viste koncerten, at de stadig har et udødeligt bagkatalog.
Destruction
De er blandt The Teutonic Big Four, som udgøres af nævnte plus Kreator, Sodom og Tankard, og denne tidlige aften skulle de bevise, hvorfor de har opnået denne hæder. På Pandæmoniums mellemstore scene var der sat et bagtæppe op af den mest klassiske thrash-stil, og lad det være sagt med det samme, Destruction leverede den mest ægte og autentiske thrash, jeg længe har hørt. Med Schirmer på bas og vokal leverede bandet numre fra deres imponerende bagkatalog, som strækker sig over 15 albums fordelt på 37 år! Bum. Hvem sagde tysk kvalitet?
Destruction holder stædig fast i, at tingene ikke behøver være så komplicerede. Bare giv den fuld gas og spil noget hardcore thrash, så kommer festen helt automatisk. Og det gjorde den også for det relativt sparsomme publikum, der til gengæld både lavede moshpit og crowdsurfing til den store guldmedalje oppe foran. Numrene fra det seneste album Diabolical faldt fint i hak med blandt andre klassikerne fra Release From Agony fra ’87, og Destruction holder således thrash-fanen højt over vore syndige hoveder.
Konvent
Danske Konvent var næste indslag på Gehenna, hvor de spillede op med deres tunge doom og med en storgrowlene Rikke List på vokal. Musikken er uhyre simpel, og for at få den fulde effekt af de mere begrænsede tekniske lag, skulle der fyres godt op for lyden. Det blev der til dels og musikken fungerede i det store hele, men intensiteten og engagementet fra publikum var nok ikke så stor, som hvis bandet havde spillet i et mindre, mørkt lokale. Der var ikke desto mindre gang i den oppe foran, og nede bagved kunne man mere stå og nyde oplevelsen af den rudimentære tunge rock.
Numrene fra bandets debutalbum Puritan Masochism fungerede godt live, og især guitaren havde nogle solide og heftige riffs, der langt hen ad vejen er det bærende element i Konvents musik. Nu var mørket ved at sænke sig, og Konvent blev afløst af mægtige Kiss, som oplevede deres storhedstid, da medlemmerne i Konvents forældre stadig hev i deres mødres patter.
Kiss
Da Kiss blev dannet i New York City i 1973 af blandt andre Gene Simmons og Paul Stanley, som stadig holder bas og guitar højt, blev bandet fortrinsvist kendt for deres karakteristiske udklædning og høje hæle. Derudover blev de kendt for deres klassiske toakkorders rock’n’roll, der hverken har været metal eller ekstremt på noget tidspunkt. Vi taler old school klassisk rock efter de gamle dyder, og på deres nu anden endegyldige afskedsturne (den første kom i 2000 og hed The Farewell Tour) skulle kvartetten tage behørig afsked med publikum efter en imponerende karriere over næsten 50 år og 25 albums. Kiss har beriget rockmusikken med masser af fest og glimmer og en tungeslaskende bassist, der er kendt for sine mange kvindeerobringer, og med den notorisk forfængelige og selviscenesættende Stanley i front. Med på guitar var Tommy Thayer, som oprindeligt var en live stand-in-guitarist, men som til sidst gled ind som fuldgyldigt medlem, og bag trommerne sad kattemanden Eric Singer, som har været med siden ’91. Tilsammen udgjorde de det band, som nok er et af de mest kendte acts på rockscenen i nyere tid.
Koncerten startede med de tre frontfigurer, som blev sænket langsomt ned på scenen, iført deres spraglede skud. Og snart var festen skudt i gang med ”Detroit Rock City” fra Destroyer-albummet. Mere klassisk bliver det sgu ikke. Senere kom ”War Machine” og ”I love it Loud” fra Creatures of the Night, og symbiosen mellem Stanleys lettere forvrøvlede vokal og Simmons mørke stemme fungerede faktisk godt. Resten af showet var – ja, et langt show-off – hvor der blev benyttet alle klicheerne fra bandets historik og univers. Lige fra Simmons, der spyttede blod under sin bassolo til Stanleys tur ud på gyngen og rutchebanen, var alt sammen gammelkendte elementer fra bandets show gennem efterhånden mange år. Men denne aften var det også tydeligt, at de aldrende herrer synger på sidste vers, og især Stanley havde svært ved at få vokalen i omdrejninger. Men hvad fanden kan man forvente efter 50 år on the rock’n’roll highway?
Kiss leverede ikke desto mindre varen og satte et værdigt punktum for en lang og tro tjeneste i rockens verden. Og igen beviste Copenhell, hvor stor en scene festivalen er blevet gennem årene. Når man kan håndtere et så gigantisk show fra nogle af de største stadionrockere, kan man håndtere hvad som helst. Bring ’em on!!
