Fever Ray aka. Karin Dreijer har mange haft ansigter og forskellige former på scenen. Dreijer er derfor altid en interessant oplevelse at se live. Med en blanding af rave og performance teater får publikum uforglemmelige øjeblikke, der trænger ind og bliver siddende i hukommelsen, hvad enten de vil det eller ej
Med en unik flair for drama og stil gav Dreijer Arena et show, der blandede genrer og smeltede numre fra bagkataloget sammen i en herlig kakofonisk symfoni. Da de første toner fra åbningsnummeret ”What They Call Us” klingede under teltdugen, gled Dreijer ind på scenen i sin nuværende inkarnation: en androgyn gespenster crooner iklædt et hvidt oversize jakkesæt komplimenteret med en Joker make up og hair styling, der er en Batman film værdig. Herefter fulgte en teatralske rejse rundt i Fever Rays overvældende og alsidige musikalske verden.
Karin Dreijer gav Arena en bastant og tyngderig version af ”When I Grow Up”, hvor trommernes taktfaste slag bankede sig ind i mellemgulvet på den store mængde foran scenen. Techno Karin tittede frem på ”To The Moon and Back”, hvor synth riff og bragende electro beats skabte et momentant rave. På ”Even it Out” blev teksten krænget ud af Dreijer akkompagnet af glam rock guitar, der får mig til at håbe, at Fever Rays næste projekt bliver et rockcentreret album.
Karin Dreijer har med personaen Fever Ray skabt et forførende, romantisk og mørkt lydunivers, der fascinerer og drager. Det blev udnyttet til fulde i 2018, da Fever Ray optrådte i de sene nattetimer og skabte en uforlignelig fest.
Men på trods af den medrivende musikalitet og optræden i år føltes noget alligevel lidt anderledes. Arena fik det fulde spektre af musikken at føle, men blev ikke opslugt og overvældet. I aftensolens klare lys opstod der en vis distance imellem Fever Rays performative tilgang til musikken og publikum. En distance, der tidligere er blevet ophævet på magisk vis i mørket, når den svenske kunstner har haft mulighed for at skabe et rum ophævet af tid og sted. Arena fik en stor oplevelse, ingen tvivl om det. Men tilbage sidder også følelsen af, at den kunne have været fremragende.
