29.06.23 – Courtney Marie Andrews

Foto: Claus Wrang Michaelsen

Den amerikanske sangerinde Courtney Marie Andrews havde en udfordring foran sig, da hun trådte ud på Avalons farvestrålende scene kl 13.15 torsdag eftermiddag. Festivalgængere, der knap var vågnet, havde plantet sig i græsset under teltdugen, og snakken summede om gårsdagens hændelser, mens festivalen fik lidt tiltrængt regn til at lægge støvet.

Det kræver sit at vinde et morgentræt og snakkesaligt publikum over på musikkens side. Det er derfor, de tidlige eftermiddagskoncerter på Roskilde Festival kan være magiske eller dybt skuffende afhængigt af udfaldet. Courtney Marie Andrews kom til at kæmpe for det, men efter en afdæmpet start med sødmefyldt vokal på ”Loose Future”, titelsangen fra kunstnerens 2022 album fik den 32-årige singer/songwriter gradvist fat i publikums opmærksomhed.

Foto: Claus Wrang Michaelsen

Hun viste sig at være en solskinsstråle i regnen, og langsomt blev snakken dæmpet til fordel for længselsfulde sange og lyden af en svunden tid som med den bittersøde ”These Are The Good Days”. Netop den sang emmer af 70’ernes musik a la Fleetwood Mac, men Courtney Marie Andrews’ rødder ligger i country musikken. Det mindede hun publikum om med sin vibrato vokal og country twang på ”If I Told You” fra albummet Old Flowers. Herefter fandt hun og bandet momentant fodfæstet på Avalon, som da de spillede ”Satellite”, en sang, der er jordbundet i musikken, men atmosfærisk i vokalen, hvor det lykkedes dem at vække de fleste i publikum på skønneste vis.

Der var en klar progression i Courtney Marie Andrews’ set, der startede blidt med sange, der var baseret på akustisk guitar og folk tradition; Men som hun og bandet fik spillet sig varme, tilføjede de musikken lidt tiltrængt vildskab og byggede mellemstykkerne op i musikalske eksplosioner, hvor de demonstrerede deres evner til fulde. Særligt ”Carnival Dream” stod ud med Courtney Marie Andrews inderlige vokal og hendes passionerede klaverspil. Mens hun smertefuldt sang ”I May Never Let Love In Again”, steg crescendo, og musikerne fik frit spil. Ganske enkelt smukt. Hvis bare der havde været flere numre af den slags, havde koncerten været mere mindeværdig. Men med glimt af storhed fik den amerikanske sangerinde sendt publikum afsted klar til at skabe deres egne nostalgiske minder, og det i sig selv er jo en ganske god start på dagen.

Karakter 6

Karakter

6
More from Camilla Jørgensen
02.07.16 – Sturgill Simpson – Avalon, Roskilde Festival
Sturgill Simpson gav publikum en uforglemmelig tur til det musikalske vilde vest,...
Read More
0 replies on “29.06.23 – Courtney Marie Andrews”