Den amerikanske sangerinde Ethel Cain udgav sit debutalbum Preacher’s Daughter sidste år til stor begejstring for anmeldere og en hurtigt samlende fanskare. Musikalsk befinder Cain sig i grænselandet mellem drømmende pop, blues og gothic country. Hendes dybt personlige tekster afslører kampen for accept og en følelse af ensomhed, der stammer fra hendes opvækst og ungdom som transkvinde i et stærkt religiøst baptisthjem. Den kombination gav debutalbummet en storladen fornemmelse, hvor man kunne sanse åbne vidder i lydbilledet og tage og føle på sårbarheden i hendes tekster.
Det er derfor ikke uden grund, at der var enormt høje forventninger til Cain og hendes optræden på dette års Roskilde Festival. Desværre for publikum og for Cain kunne hun slet ikke leve op til det.
Starten lovede godt. De første toner fra ”A House in Nebraska” klingede klart, og Cains vokal stod frem, mens hun sang med indlevelse om fortiden. Men da det fulde band satte i gang, kunne Cains subtile vokal ikke følge med. Hendes stemme druknede i musikken, og sådan fortsatte det desværre. Cain gjorde sit bedste for at få fat i publikum og sad ofte på knæ på scenekanten og sang serenadesang til de første rækker. Momentant fandt hun sin stemme og gav publikum, det de var kommet efter. Men størstedelen af teltet var tabt, og efter nogle få numre føltes koncerten monoton. Først da afslutningen kom med hittet ”American Teenager”, føltes det, som om Ethel Cain og musikken gik op i en højere enhed. Men det var for lidt og for sent, og efter 45 minutter på scenen takkede Ethel Cain af og afsluttede den skuffende affære.
Forhåbentligt vender Ethel Cain tilbage til Roskilde Festival i fremtiden og tager revanche. Det fortjener både hun, publikum og festivalen. Indtil da må vi nøjes med storhed, når vi lytter til hendes album.
