Phillip Parris Lynott døde i 1986 kun 36 år gammel, men forinden havde han sat et mere end solidt aftryk på rockhistorien op gennem 70’erne og start firserne med sit band Thin Lizzy, som blev opløst i 1983. I alt blev det til 13 albums med Thin Lizzy og en fire-fem soloalbums, hvis man tager det hele med, og en fabelagtig gæsteoptræden som den sindssyge parson Nathaniel i Jeff Wayne’s Musical Version Of The War Of The Worlds. Phill Lynott var produktiv, og med sin blandede herkomst af en irsk mor og en farvet far fra Britisk Guyana blev han op gennem 70’erne en kendt og populær skikkelse i tv-studierne og på scenen ude blandt publikum. Desværre havde han også et voksende stofmisbrug, som endegyldigt tog livet af ham efter flere episoder med fysiske kollaps. I dag, 37 år efter hans alt for tidlige død, lever musikken dog stadig i bedste velgående. Og der er stadig et dedikeret publikum, som dukker op, når den oprindelige trommeslager, Brian Downey, som var med til at stifte Thin Lizzy i 1969, kommer på besøg med sin version af det tidligere band.
Hvordan fylder man skoene ud efter Phil Lynott? Jo, man finder en syngende bassist, der også har et tykt afrohår. Og det har Matt Wilson, som gjorde et rigtig fint job bag mikrofonen denne aften, hvor vi kom igennem et solidt potpourri med numre som ”Jailbreak”, ”Johnny the Fox Meets Jimmy the Weed”, ”Cold Sweat”, og med det svingende ”The Boys Are Back In Town” som næstsidste nummer. For traditionen tro slutter seancen med det klassiske hit ”Róisín Dubh” eller ”Black Rose”, hvor de to guitarister, Michael Kulbaka og Joe Merriman, gav den gas på twin guitarerne.
Er Brian Downey’s Alive And Dangerous andet og mere end et Thin Lizzy jam-band? Efter denne aften i Viften er svaret ja. Downeys trommer er umiskendelige som på pladerne, og han besidder stadig et groove og en præcision, der kommer efter at have spillet disse numre i en menneskealder. Og det ville da være fantastisk, hvis han slog pjalterne sammen med Scott Gorham, som også turnerer med sin version af Thin Lizzy. Og hvis de så kunne hive John Sykes med, ville det næsten være original besætning bortset fra Lynott. Men denne aften var setlisten og Thin Lizzys – og ikke mindst Phil Lynotts – musikalske arv i kompetente hænder og blev forvaltet på en overbevisende og medrivende måde. Lyden i Viften var rigtig god, og man kunne høre alle instrumenterne tydeligt hele aftenen. Og uanset hvor man befandt sig i rummet, var man tæt på scenen og med et fint udsyn. Viften er absolut et fedt sted at opleve rockmusik i, og denne aften endte med et solidt og fuldfedt genhør med mange af de klassikere, som helt sikkert har været soundtracket til publikums ungdom.
