Som enhver førstedag på alle festivals, er folk klar, glade og sultne på masser af musik og fadøl, så snart portene åbnes. En anden festivalklassiker er at logistik og armbånd-påsætning og meetups og alt det andet tager længere tid end lige beregnet (måske fordi man har været liiidt for optimistisk tidsberegninger, og glemt hvordan det egentlig er). Anyway, den diskant-udsendte her nåede altså lige akkurat ikke ind til at se Jungle Rot, old school death med trash og lidt hardcore, som ifølge hvad folk siger skulle have været en virkelig god start på Reshaleøens årlige metal. Og her er vi ved den tredje festival-klassiker, at den dér lille koncert (de spillede på Gehenna, den mindste scene), som man ikke nåede, skulle have været noget helt specielt ifølge de enkelte der var der.
Corey Taylor – Helviti
Nå, ikke at gøre (og de overdriver sikkert også). I stedet samles tropperne foran Corey Taylor, der åbner den store scene, Helviti, kl. 16. og det bliver så yours trulys første Copenhell-koncert.
Hr. Taylor er tydeligvis veloplagt, glad for at være her, energisk og næsten overstadig, lidt ligesom publikum, som der er masser af foran scenen, og som er lige så glade som Corey. De er nu nok også ret lette at begejstre, fordi der er høj solskin og udsigt til fire dage med fadøl, fest og tråd.
Og sorry glade mennesker, men jeg var ikke helt så let at begejstre. Jeg siger ikke, jeg savner maskerne, og at jeg måler dem i forhold til Slipknot. Men samtidig blev jeg ikke grebet, som jeg har gjort til Slipknot. I i sidste ende kom jeg til at tænke på, om jeg overhovedet ville være stoppet ved denne koncert, hvis det ikke havde været forsangeren fra Slipknot. Den stod på hvad man bedst kan betegne som dygtig spillet hård amerikansk rock, med en stærk vokal fra hovedmanden. Teknisk dygtigt, og med noget showmanship, men ikke noget vildt og farligt, og heller ikke noget særligt innovativt eller interessant. Midtwestern amerikansk flyover område-musik, men ikke på den desperate måde som ved (igen) Slipnot, mere noget mere helt standart, man kan høre på de lokale radiokanaler, mellem reklamerne, mens man kører tværs over USA.
Dvne – Gehenna
Derfor forsatte jeg videre uden stor fortrydelse over på lille Gehenna for at være kl 16.45, hvor skotske Dvne, skulle gå på. Inspireret af monumentale og kryptiske fortællinger som Frank Herberts Dune, hvorfra inspirationen til deres navn kommer, er vi ovre i Mastodont-område, som de også har mange musikmæssige fællestræk med. Dog tilsat tre forskellige vokalister, med hver deres udtryk, fra growl til skarp og klar ren og lys stemme (hvilket for mig leder tankerne over på Alexisonfire, en god ting!), og tilsat synthede keyboard-flader. Desværre, desværre var lyden lav og mudret, hvor den nedskruede lave del var den værste. De kom slet ikke ud over scenen med den, sådan noget øv.
Derfor var valget let, nemlig at forlade koncerten tidligt for at få en god plads foran Empire State Bastards, på Hades 17:15.
Empire State Bastards – Hades
Og thank God, så skete det endeligt! Her blev vi ramt! UK-duoen, der består af veteranerne Simon Neil (her vokal og keyboard, mest vokal) fra oprindeligt Biffy Clyro, og Mike Vennar (guitar) fra Oceanside, laver noget, der ikke har tænkt sig at blive begrænset af genrer, men i stedet går lige på med kant og nerve. Selv om de formelt er en musikduo, flankeres de af bassist og trommeslager på scenen, der på ingen måde blot virker som nogle hired hands, men som et helt skarp velspillende band. Der er ingen band-tshirts, baggrundbanner eller andet, men jakkesæt, kjoler, og casual kapper. Ingen leflen for publikum, ikke et ord før efter de tre første sange, men når Simon så taler ud til os, så ved vi han mener det, ikke noget pjat. Jeg skal helt sikkert hjem og hører noget mere Empire State Bastards, sikke en øjenåbner.
Det var godt, og veltilfreds kan vi lige så godt blive siddende og vente på Offspring, undskyld The Offspring, på den helt store scene, lige ved siden af.
The Offspring – Helviti
Offspring går på nærmest sharp 18.30, og jeg starter med at tro at de har samme lydproblemer som Dvne. Men nej, heldigvis ikke, det er bare Dexter Holland, som måske aldrig har haft verdens største stemme (vender vi tilbage til senere).
Når det er sagt, så er sandheden at Offspring fyrede en fest af. Kun et par enkelte nye sange, der ikke var irriterende, og ikke forstyrrede bunken af hits. Nogle gange kan man næsten glemme hvor mange hits og ørehængere de har haft op gennem årene. Hits, hvor alle, fans eller ej, kan synge på teksterne. Det er ikke kompliceret, det er ikke stor kunst, men der er konfettikanoner og 90er-skate-æstetik på storskærmene, og svært ikke at få et smil på læben.
Dog er det ikke til at komme uden om at forsanger Dexter Holland aldrig har haft nogen stor eller interessant stemme, og stemmer bliver sjældent bedre når man kommer op i årene. Det svage led i koncerten er helt klart Dexters meget begrænsede vokal, og lidt sammen med, manglende kommunikation med publikum. Det er aldersveteranen og guitarist Noodles der står for alt crowd interaction. Noodles gør det bedste han kan, og folk er glade, men come on Dexter step up! Eller down måske, Holland har en Ph.d. i molekylærbiologi, så måske skulle han fokusere på det, og The Offspring kunne få en ny forsanger ind, der kunne løfte det hele lidt, måske en dedikeret hardcore fan (det virkede for Black Flag).
For at være fair, så virkede det til at de fleste let kunne se bort fra det, nok fordi alle kunne synge med og overdøve Dexter, og der var ikke nogen tvivl om at vi i en times tid var hensat til mdt-90ernes skatepunk-scene i Californien, med ballade og gang i den til hurtige, catchy omkvæd, som alle kender det fra The Offspring, og deres gamle labelmates NOFX og PennyWise.
Bruce Dickinson – Hades
Derefter var det let, måske næsten for let, at blive hængende, og vente lidt over en halv time før Bruce Dickinson skulle gå på Hades, den lidt mindre scene ved siden af den store scene.
Det var selvfølgelig som solokunstner, at Dickinson optrådte, og ikke som Iron Maiden-forsanger. Men Iron Maidens skygge er jo ikke til at komme uden om, og det er jo sceneshow- og ørehængermæssigt en rimelig stor skygge Eddie og co kaster. På godt og ondt, for så snart jeg høre Bruces stemme er jeg med det samme kastet tilbage til min barndoms Iron Maiden, og kan ikke lade være blive fortryllet, selv om det ikke er Maiden. Bruces stemme er det modsatte af Dexters, kæmpestor og stærk, karakteristisk og nærmest ikke mærket af de årtier der er gået. Den er godt parret med hans nok medfødte, men også veltrænede showmanship (igen, modsat Dexter). Hans band har tydeligvis også en fest med Bruce på scenen… men ok, hvordan kunne man ikke have det? Men, det andet men, men, men… det er ikke Iron Maiden, desværre. Derfor besluttede jeg, og, skulle det vise sig, de fleste andre jeg kendte, at forlade koncerten før tid.
1349 – Pandemonium
Ligesom for at få en palate cleanser, fra 90er party og stadiumrock-følelser så var jeg nede forbi og se 1349, ægte norsk black metal, fra den sorte del af halvfemserne. De gik på netop som mørket var ved at falde på, alt andet ville have været for tidligt. Og på det tidspunkt var det lige hvad jeg havde brug for: Sure og vrede, ikke glade, men fyldt med gammelt had, ingen kompromiser, ingen party, men foragt. Og selvhøjtidelighed. Altså det hører med, ellers virker de andre elementer ikke.
Steel Panther – Hades
Således forfrisket nåede jeg ned for at afslutte dagen med at se sidste halvdel af Steel Panther-koncerten. Nok lidt det helt modsatte af 1349. Rigtig party-rock, ekstremt firser-pastel-og-neo-farvefyldt (ikke engang eyelinerne er helt sorte), og propfyldt med selvironi. Måske så meget at man kunne fristes til at sige, at de ikke er andet, med en hel karriere bygget på en ironisk tilgang til firsernes puddelhundefrisøres hårde rock. På den måde at de og publikum godt ved det er fjollet, for det kan man ikke komme uden om, men det er festligt og farvestrålende. Og det er meget sjovere at se Steel Panthers, der er sprudlende og levende, end at se de ægte, ringvragene fra firserne, der var store dengang, men nu er lidt en sørgelig undskyldning af sig selv (ingen nævnt, ingen glemt). Panterne er den perfekte måde at afslutte første dag på Copenhell, flydt med varm solskin og kolde øl, så der var stuvende fuldt foran Hades.
