Dagen startede med at kigge forbi Kerry King på Hades. Jeg vidste, at det nok ville blive et begrænset besøg, Harms Way (som jeg ikke havde set) var sat et kvarter senere, og jeg havde trods alt set King i Slayer en del gange. King og co gik på med røde omvendt neonkors, og jeg kunne kun tænke på hvordan forsanger Mark Osegueda virkelig mindede mig om Tom Araya. Så uden at se mig tilbage skridtede jeg efter et par numre ned til Pandemonium, for at se noget godt hardcore. Det skulle vise sig nok at være den forkerte beslutning.
Harm’s Way – Pandemonium
Indrømmet, jeg vidste ikke så voldsomt meget på forhånd om Harm’s Way, ud over at det var hardvcore og de havde udgivet mindst en plade på et af mine ynglingspladeselskaber, Deathwish Inc. Hvis jeg havde undersøgt dem lidt nærmere, så kunne det være at jeg var faldet over, at deres musik også bliver puttet i powerviolence-kategorien, og det kunne måske have, I don’t know, advaret mig.
Eller jeg kunne måske bare have fanget viben lige i starten, da forsanger James Pligge kom ud i bar overkrop, temmelig voldsomt pumpet, med strategisk placerede store tattoos. Han havde en cap trukket godt ned i panden, så man ikke kunne se øjnene, og så ud som om han gjorde alt for at spænde alle muskler og gøre skuldrene så brede som muligt. Total tough guy attitude, og den kørte på hele koncerten, uden megen (nogen overhovedet?) kommunikation og publikumsinteraktion. Det var ikke den hardcore jeg kom efter, ikke den inkluderende og hjertevarme fra Biohazard-koncerten i går. Mere den udgave det bliver til, når der går for meget usikkerhed og testosteron i den, bølle-hardcore.
Det kan selvfølgelig være, det bare var mig, og det hele var totalt meget federe helt nede foran. Men hele vejen rundt omkring dem, jeg kunne se, stod folk og kiggede lettere overrasket og forbløffet på beefcake-showet på scenen. Jeg tænker at de ligesom mig, ikke kun ikke blev revet med af musikken, men også lidt fremmedgjort og opgivende på grund af bro-attituden ved det hele. Så øv, bare øv.
Dropkick Murphys – Helviti
Efter den lidt skuffende oplevelse på Pandemonium, gik jeg over for at møde en gammel kending på den helt store scene, nemlig folk-punkerne fra Boston, med de stærke, irske rødder, Dropkick Murphys. Jeg har set dem flere gange før i nullerne, hvor jeg var stor fan, så jeg glædede mig til gensynet.
De indledte med “For Boston”, som de plejer, der var jeg stadig med. Men efterhånden som koncerten skred fremad, gik det op for mig, at jeg ikke var så meget med, som jeg troede jeg skulle være. Det var ret tyndt med sange jeg overhovedet kendte, og det samme gjorde sig gældende for selve bandet. Jeg var en stor fan af deres tre første plader Do or Die! (fra 1998), The Gangs All Here (1999) og Sing Loud, Sing Proud (2001), der alle udkom på Hellcat Records. Men det er jo evigheder siden, de har udgivet 9 studiealbums siden da. Al Barr er ikke forsanger mere, og har ikke været det i et stykke tid nu. Og jeg kunne heller ikke rigtig genkende mange af de andre bandmedlemmer. Dropkick har tydeligvis bevæget sig videre, og jeg er ikke fulgt med. Jeg kunne genkende “Rose Tattoo” som en single jeg har hørt, men ellers kunne jeg ikke finde rundt i de nye sange. Det kunne publikum dog, så det var tydeligvis mest mig, der var på udebane, mens næsten alle kunne synge med. Dropkick Murphys virkede også i hopla, og havde alt det udstyr med, de skal have, sækkepibe, harmonika, banjo osv, når man nu er et folkpunk band med irske rødder. Overordnet virkede det til, at mange havde en fest med rocket irsk sing-a-long. For mig flød det hele dog lidt sammen, og (måske hjulpet af bandets pæne, sorte poloer) mindede det mig lidt om en heftig Guinness reklame, eller udvidet happy hour på den irske bar. Jeg manglede det mere rå, streetpunkede element jeg husker fra de første plader. Der var ganske ok fart over sangene, men for mig forekom det lidt for poleret, og måske fortænkt. Igen, mange havde sikkert en god koncert, tydeligvis, men det er ikke det Dropkick jeg husker det som. Mindre punk end jeg husker det, med rocket folke-folk.
Madball – Pandemonium
Det havde altså endnu ikke været nogen stor koncertdag for mig her om fredagen. Men heldigvis vendte det hele, da Madball gik på Pandemonium-scenen. Det var, som ved Biohazard dagen før, som at komme hjem. Hvor Harm’s Way havde været en skuffelse, med hård attitude uden publikumskontakt, var Madball nøjagtig det modsatte. Fra første øjeblik var der smittende glæde, og fællesskab mellem bandet og os. Allerede ved et af de første numre gav bandet præmier til de tre første fra publikum, der fik crowdsurfet op og kom op for at dele scenen . Hvilket selvfølgelig betød, at scenen hurtigt blev fyldt med folk og hardcore-moves, høje spark und alles, til det næste nummer. Og så var stemningen sat. Forsanger Freddie Cricien var i absolut topform, og det naturlige centrum, med energi og en tydelig glæde ved at være her, der smittede. Han er nærmest født ind i New York Hardcore (han er Roger Mirets fra Agnostisc Fronts lillebror, og var 12, da Madball blev grundlagt), og han spredte da også det gode budskab om den grænseoverskridende og omfavnende hardcore fra NewYork under hele koncerten. Med en naturlig ukrukkethed og oprigtig begejstring.
Circle pitten foran var stor under hele koncerten, i en sådan grad at støvskyen derfra kunne gøre det svært at se scenen klart til tider. Behøver jeg at sige, at den var fyldt med glade, begejstrede mennesker? Det allerbedste ved den var dog at se, hvordan det ikke bare var én type, men unge og (overraskede) gamle, alskens dress-ups og en bred kønsfordeling. Her var plads til alle, og skønt at se folk give store, hjertevarme krammere i begejstring, til nogen de lige havde mødt, men ikke kendte før, når et nummer var slut, og man skulle have pusten igen. Også for mig var det en forløsning af en koncert, og lige hvad der var tiltrængt på det her tidspunkt.
Hexis – Gehenna
Således opløftet gik jeg over for at se Hexis, et af de nyere danske bands, der er sprunget op for tiden i vores virkeligt frodige undergrund, men som jeg ikke kendte noget voldsomt til.
Jeg ville have kaldt dem et up-and-coming band, men det viser sig at Hexis har spillet OVER 1000 KONCERTER! Altså i løbet af de sidste par år! Og det over hele verden! Sådan rigtig hele verden, de har spillet tre gange i Mongoliet! Så de er pro og godt sammenspillet, hvilket man da også kunne mærke. Hele bandet var klædt i sort, men altså ikke forvaskede metal-tshirt, men funktionel streetwear, kun med diskrete labels. Hvilket også afspejler deres musik. Det er metallisk, teknisk hardcore, med elementer af industrial og bombastiske soniske noise-flader. Alt sammen spillet energisk og tight as fuck. To be honest, havde det ikke været for de korte kommentarer og tak fra forsanger Filip Andersen (og at jeg vidste det på forhånd), så havde jeg nok ikke regnet med, at det var et dansk band jeg stod overfor. Helt sikkert en af Copenhells store positive overraskelser for mig. Men det er jo også det en festival skal kunne, nemlig vise dig noget du ikke kendte, men som begejstrer.
Machine Head – Helviti
Modsat Hexis, så er Machine Head et band jeg har set før, og kender godt. Det har jeg nok til fælles med mange andre. De gik på scenen, netop som det faktisk begyndte at blive lidt mørkere, ikke kun på grund af tidspunktet, men også fordi der her om aftenen begyndte at være optræk til den regn, vi var blevet lovet. Robb Flynn og hans crew, alle i fuld greasy biker metallook, var som altid fremragende, og fra første øjeblik på. Og publikum var med, så da regnen for alvor begyndte at falde, fandt man bare regntøjet frem og fortsatte med at feste med Machine Head. Flynn havde publikum med hele vejen, og kom gennem 30 års ret alsidige bagkatalog fra Machine Head. Det gjorde også at det var tydeligt hvor stort og varieret Robb Flynns evner som både sangskriver og performer er. Machine Heads hovedmand er på alle måder imponerede og stadig i topform, selv om der er kommet grå stænk i det lange skæg og hår. Her må jeg så indrømme, at jeg ved den sidste del af koncerten trak lidt væk for at stå i tørvejr. Modsat det meste af publikum, der ikke lod sig påvirke af vejret. Men jeg vidste at jeg skulle holde krudtet tørt og sørge for ikke at blive alt for våd, for at være klar til aftens sene og sidste koncert, som jeg havde glædet mig enormt til.
Chelsea Wolfe – Pandemonium
Da klokken blev 23, var solen nærmest helt forsvundet, mørket havde lagt sig, alt imens regnen, efter en pause, var begyndt at tage til igen. Den helt perfekte måde at se Chelsea Wolfe på. Hendes musik er, for dem der ikke kender hende, ikke hurtig, dog til tider voldsom, båret af store lydflader, men altid båret af hendes stemme, der er følsom, melankolsk og nogle gange mørk truende, nøjagtig som det univers hendes sange foregår i. På scenen blev hun bakket op af trommeslager, guitarist og bassist/keyboardspiller. De var dog kun at se som skygger, fordi scenen henligger i delvis mørke, da der var et meget fangende, men enkelt, nærmest hypnotiserende, lysshow under hele koncerten, der formår at understrege og fremhæve musikken, uden at overskygge den.
Chelsea Wolfe var selvsagt omdrejningspunktet under koncerten, centrum for det hele: Hendes performance var på ingen måder overdrevet, men afmålt og rammende. Alt sammen med en karisma der gjorde at hun kom langt ud over scenen, uden at behøve at sige særligt meget, om noget mellem numrene. Hendes stemme var, som den skal være, selve hovedfikspunktet for det hele. Stemningen var mørk, følelsesfuld, rørende og intens. Som hendes musik, det var, og jeg er nærmest bange for at bruge ordet, en helt perfekt oplevelse af hvad man havde håbet på fra hendes plader, og en perfekt afslutning på dagen. Jeg tror man godt her kan mærke, at jeg næsten har svært ved at sætte ord på det, men jeg kan kun sige at hvis du får mulighed for at se Chelsea Wolfe live, så gør det.
Hvis jeg skal beskrive det for nogen, der på ingen måde kender hende, så vil jeg sige at det var hvad de fleste gothbands ville ønske de kunne gøre, i nerve og mørk følelse. Men den tætteste sammenligning jeg kan komme på, er når jeg har set PJ Harvey live, samme karisma, kant og oprigtighed. På den måde at alle andre koncerter blegner og virker påtagede, og der ernoget der griber helt ind i én og holder fast, så man blot kan stå med åben mund og blive opslugt. Så se Chelsea Wolfe, før hun bliver så stor en kunstner, at du ikke har penge eller mulighederne for at komme til hendes koncerter. For denne koncert, denne nat, var magisk.