Norske Aurora er af flere årsager altid et besøg værd, når hun gæster Roskilde Festival.
For det første er hun en herlig, smittende energibombe, der lever sig igennem hver en node i hendes musik. Hun stryger uafbrudt rundt på scenen som en fortryllende alf fra de norske fjelde, der spreder tryllestøv og godt humør. Fredag eftermiddag på Orange var ingen undtagelse. Hun løb ind på scenen i et Askepot-møder-mavedanser kostume med bare fødder og hendes Roskilde armbånd om anklen. Hun er en original, og det kan man kun tage hatten af for. Hun er nærværende og charmerende i hendes møde med publikum, også selvom hun til tider føles lidt mere som en figur fra et norsk folkeeventyr end en virkelig person.
For det andet så er hendes musik og stemme et vidunderlandskab af enorme lydbilleder, der tager dig med på en fantastisk rejse fra de højeste fjelde til de laveste elve. Hendes sange handler om urkræfter, natur, om liv, død og om alt det, der findes mellem himmel og jord.
Derfor var det måske også passende, at det var elementerne, der satte deres præg på koncerten. Vinden susede, regnen skyllede ned og solen bragede momentant, mens Aurora spillede sig gennem sange fra bagkataloget og hendes seneste album ”What Happened To The Heart?”, hvorfra åbningsnummeret ”Some Type of Skin” kommer.
Vi kom helt tilbage til starten med fanfavoritten og hendes store gennembrud ”Runaway”, hvor Aurora længselsfuldt sang ”Take Me Home” sammen med den desværre halvfyldte plads. Dedikeret til alle ofre for krig i verden og for de, der lider nød, sang den norske musiker med indlevelse og følelse ”Churchyard” fra 2019 albummet Infections Of A Different Kind, mens de tunge rytmer oversvømmede pladsen med bas og tromme. Aurora dansede charleston og festede med folk i pit på ”Cure For Me” fra A Different Kind of Human fra 2018, og sluttede af med en løbetur frem og tilbage på tværs af scenen under ”Giving Into The Love” fra 2022-albummet The Gods We Can Touch.
Aurora tog os vidt omkring med ynde og vokal excellence, men alligevel sidder koncerten ikke helt forplantet i én, som hendes tidligere koncerter har gjort det. Måske var Orange alligevel en kende for stor til den petite alf med den store stemme? Måske var det vejret, der satte en dæmper på hendes rækkevidde, der ikke nåede meget længere end bagerste pit? Hvem ved?
Det må i sand Aurora stil være op til universet. Om ikke andet så gav den norske sangfugl lidt god energi og stemning til Orange og de folk, der valgte at trodse elementerne sammen med hende. Hvilket måske heller ikke er så ringe endda.