Den 54-årige Polly Jean Harvey fik en forsinket start på hendes Orange optræden, da vejrguderne efter en hel dag med tørvejr sendte en ordentlig skylle ind over festivalpladsen, lige før hun skulle gå på. Først en halv time efter tiltænkt start var tilstrækkeligt mange mennesker krøbet ud af deres regnskjul, til at koncerten kunne gå i gang.
Da musikerne gik ud på scenen, skete der noget helt særligt i den forventningsfulde folkemasse. En andægtig stilhed lagde sig over pladsen foran Orange, og folk syntes klar til at lægge sig for fødderne af den engelske rockgudinde med ikonisk status.
PJ Harvey indtog scenen i stilhed iført en kåbe med sorte tegninger og en hvid lærredskjole, og uden videre intro eller tale indledte hun og band første nummer. Det var en stilhed, der blev fastholdt og kun brudt af Harvey to gange under koncerten.
Efter den kommunikationsløse start blev det hurtigt tydeligt, at den kompromisløse PJ Harvey ikke havde tænkt at give en typisk festivalkoncert med kendte numre. I stedet blev det en koncert, der var præget af PJ for viderekomne snarere end PJ for begyndere. Det betød, at andægtigheden hurtigt forsvandt efter de første numre, der var en blanding af sange fra seneste album I Inside the Old Year Dying og Let England Shake fra 2011, som blev fremført af en statuesque Harvey.
Det yngre segment i publikum , der har mæsket sig i de tvivlsomme koncerter fra navne som Sexy Red og Savage 21, virkede ærligt talt lidt forvirrede over den manglende interaktion fra scenen. Det ældre segment, der havde opsøgt en kending fra ungdommen, besluttede sig i stedet for at hygge snakke, og det virkede, som om kun folk i pit var helt med på PJ Harveys vision.
Først halvvejs gennem koncerten kom der et toneskift, og det var en sand fornøjelse at se Harvey give los til ”Send His Love To Me”, som næste år har 30 års jubilæum. Igennem sangen krængede hun sin vokal ud, vred sin krop og bankede i scenegulvet til hjerteslaget i, og publikum nød at se lidt følelse.
Efter dette nummer smed PJ Harvey sin kåbe, som en slange der skifter ham. Pludselig agerede hun med liv og brugte hele kroppen i hendes optræden, hvor hun i sidste halvdel kastede sig over nogle formidable numre fra bagkataloget, som var med til at genvinde den engelske ener noget opmærksomhed. Om end ikke de mest tilgængelige af numre, så var der jubel at spore i menneskemængden til den punkede rytme af ”50ft Queenie”, ligesom den insisterende og eksplosive ”Man-size” vakte begejstring.
Men selvom PJ Harvey afsluttede med to af hendes mest kendte numre ”Down By The Water” og ”To Bring You My Love” begge fra 1995-albummet af samme navn, så savnede man alligevel inkludering af mere af hendes ældre materiale. Det var tydeligt, at det var de mere rock og guitarbaserede sange, der vakte størst glæde, og det havde nok været bedre til en festival at gå lidt mere efter crowdpleasers.
PJ Harvey leverede en mindeværdig oplevelse til dem, der kender til hendes musik og som sætter pris på hendes mere teatralske og poetiske side.
Men hun lod de nysgerrige, almindelige festivalgængere hænge i vinden, og det koster på publikums engagement, for den samlede mængde hengav sig aldrig rigtigt til den excentriske englænder.
Derfor føles PJ Harveys koncert på Orange som en forspildt mulighed for en ekstraordinær oplevelse. Selv for en PJ Harvey fangirl som mig.