Britisk popartrock med glimmer i håret og insisterende nerve
Den britiske kvartet fra Leeds leverede en glimrende koncert tidligere i år på Roskilde Festivalen, hvor publikum og anmeldere stod i kø for at rose det unge band med den karismatiske forsanger, Lily Fontaine, i front. Måske derfor var der tidligt udsolgt til koncerten på Loppen, hvilket Fontaine udtrykte stor taknemmelighed for, da koncerten blev sat i gang med ”R&B” fra bandets debutalbum This Could Be Texas. Så er man fan af dette album, var man kommet til det rette sted. Bortset fra et par afstikkere til ep’en Polyawkward var alle numre fra debutalbummet og blev leveret med en smittende lethed, der viste numrene fra deres bedste side.
Åbningsnummeret indeholder de ingredienser, der gør English Teacher interessante som et moderne R&B-band. Rytmerne er kantede og momentvist off-beat på en måde, der gør det umuligt at vippe med foden i takt. Men selvom man nærmest ikke kunne se den lille Fontaine bag menneskemuren foran scenen, var det tydeligt, at hun både var indpisker og dirigent. Hendes store garn var gemt under en blå kyse af glimtende fløjl, og selvom personen var lille, var vokalen tilsvarende stor. Hendes ofte messende vokal, der har karakter af spoken word minder meget om hendes kollega, Florence Shaw, i lige så britiske Dry Cleaning, som gav et brag af en koncert på Loppen for et års tid siden. Musikken og de enkelte numre hos English Teacher er måske ikke så originale set i forhold til bands som Dry Cleaning og Black Country, New Road, som de ofte bliver sammenlignet med, men Fontaines insisterende vokal og bandets femte medlem på cello gør alligevel stemningen hos English Teacher interessant.
Og især live fungerede numrene fint – lige indtil tempoet blev taget ud omkring midt i sættet og musikken blev piano og indadvendt med numrene ”Mastermind Specialism” og ”You Blister my Paint”. Væk var drivet og nerven, og publikum stod nærmest apatiske og ventede på at festen skulle gå i gang igen. Og det gjorde den heldigvis og det hele sluttede af med en spruttende ”A55” (efter ønske fra publikum) og en herlig ”Albert Road”, hvor det hele gyngede og gnistrede og efterlod publikum stakåndede og begejstrede.
Det store spørgsmål er, om English Teacher stadig rumsterer på den store rockscene om nogle år, og om de har formatet til at udvikle deres store, men også lidt kedelige lyd til noget mere langtidsholdbart. Men denne aften på Loppen leverede de et overbevisende show og gav publikum en fed oplevelse – med et par enkelte kedelige udfald undervejs.
