At julen ligger i december er gennem de seneste par tusind år blevet en fast tradition. At Saga spiller i Amager Bio hvert efterår, er efterhånden også blevet en fast tradition – selvom frontmand Michael Sadler er blevet 70 år og det eneste andet oprindelige bandmedlem, Jim Gilmour på keyboard, er en vårhare på 68. Til trods for alderen og med plus tyve udgivelser i bagagen, har det canadiske synthprogorkester stadig et dedikeret publikum. Med først en udsolgt koncert dagen før denne, og med et næsten fyldt Amager Bio i dag, kan Sadler & Co stadig trække fulde, og man kan med rette spørge, hvad det er, de kan, disse symfoniske og sympatiske canadiere, der ikke engang har udgivet noget nyt materiale siden 2014? Det spørgsmål forsøgte jeg at få svaret på, sammen med en masse andre halvskaldede mænd, til en koncert der startede præcist på slaget 20.00!
Det første kvarter af koncerten steg min bekymring for, at gassen simpelthen var gået af ballonen. I et underligt gumpetungt medley af nogle numre fra midten af diskografien og med en hvinende guitar, der overdøvede alt andet, lignede kvartetten nogen, der hellere ville være et andet sted end foran de knap 800 forventningsfulde gæster. At guitarist Ian Crichton måtte forlade touren tidligere på grund af et brækket ben, gjorde ikke noget godt for forventningerne, da risikoen for et udvandet sing-a-long-orkester, fyldt med stand-in’s, lå lige for. Den unge erstatning i form af Dusty Chesterfield på guitar lignede også mest noget, der var hevet ud af en spacy ungdomsklub. Men som aftenen skred frem, og lydmanden fik styr på sine sager, blev bandet også tilsvarende mere afslappet og til stede i numre, der efterhånden mestendels blev hentet fra de første fem albums. Som Sadler på et tidspunkt bekendtgjorde, så har de skrevet så meget musik, at han ikke kan huske, hvilke albums de forskellige numre kommer fra. Men det kunne publikum til gengæld, og der blev råbt på den ene klassiker efter den anden – plus hvilket album de kom fra. Det bragte smilet frem hos Sadler, der kvitterede med en jovial sludren, inden det blev tid til netop klassikere som ”On the Loose”, ”The Sound of Strangers”, ”Scratching the Surface” og signaturnumrene ”Humble Stance” og ”Don’t Be Late”. Det fik publikum så meget med på fællessang, at Sadler kunne lukke øjnene og lade os andre føre ordet for en stund.
Da det hele sluttede med ”You are not Alone” fra Images at Twillight, må Sadler og resten af bandet have følt netop det. Selvom der er gået mange år siden den legendariske koncert i Tivolis Koncertsal i 1982, som udgør side 2 på In Transit, har numrene og ikke mindst Sadlers stadig spændstige vokal en forunderlig fascination den dag i dag. Og når Gilmour lader fingrene lege hen over tangenterne i sprudlende symbiose med guitaren, er det næsten, som at være tilbage i teenageværelset dengang i starten af firserne, hvor Saga var bannerførere for den melodiøse progrock. Denne aften var Saga ikke alene!
