Fredagen var en musikalsk ’stille’ dag for mit vedkommende. Dagens program vækkede begejstring hos andre, men ikke hos mig. Det var en af de dage på Copenhell, hvor man føler sig lidt ude af trit med stemningen omkring sig – hvor andres eufori i forhold til musikken ikke helt smitter af, og hvor man snarere vandrer rundt mellem scenerne i håb om, at noget uventet griber én. Det gjorde det ikke, og jeg bed ikke rigtigt på nogen af de nye musikalske bekendtskaber.
To af hovednavnene på Helvíti hørte jeg kun ganske lidt af. Dream Theaters teniske musik har aldrig sagt mig noget. Det handler ikke så meget om Dream Theater som om det faktum, at genren slet ikke er mig – præcisionen og kompleksiteten føles mere som en øvelse end som en oplevelse. Tilsætter man James LaBrie vokal får man noget, der ligger langt fra, hvad min tid på Copenhell skal gå med. Det blev til et nummer eller to, bare for at give det en lille chance.
Dagens helt store navn, Billy idol der spillede i prime time kl. 21:30 på Helvíti, leverede vel egentlig det, man kunne forvente af ham. Han runder 70 år i år, og det kunne mærkes. Alt intensitet og kant var pillet ud af de pop/rock/punk-numre, der flittigt blev spillet på MTV i min ungdom. Publikum virkede dog glade, og mange så ud til at nyde nostalgien, så helt malplaceret var det ikke. Det blev bare aldrig den fest, som jeg havde haft et spinkelt håb om, at det kunne være blevet.
Min dag startede – som så ofte før – på Gehenna. Her skulle det svenske band Sarcator spille kl. 14:45. Sarcator blev dannet i 2018 og har udgivet sit tredje album i starten af i år. De spiller en opdateret thrash-metal, hvor der er blandet elementer af black metal ind. Den blanding mestrer de unge svenskere, og det demonstrerede de i den grad på Gehenna. På trods af at medlemmernes alder spænder mellem 19 og 25 år, har de som nævnt været aktive i Sarcator siden 2018 – og inden da havde et par af medlemmerne bandet Metal Militia. Så kan I selv regne ud, hvor gamle de må have været dengang.
Sarcator leverede en velspillet og fandenivoldsk koncert, hvor det var tydeligt, at bandet, den unge alder til trods, allerede har masser af erfaring at trække på. Særligt frontmand Mateo Tervonen indtager scenen, som havde han aldrig lavet andet. Måske har han heller ikke det. Kommer Sarcator forbi Danmark og giver koncert på et af Københavns spillesteder, vil jeg være at finde blandt publikum.
Guitaristen i Sarcator er i øvrigt søn af Tomas Skogsberd, der ejer Sunlight Studios i Stockholm. Her har bands som Dismember, At The Gates, Amorphis, Entombed, Grave, Katatonia og Tiamat indspillet plader.
Et af årets hovednavne for mig gik på scenen på Hades kl. 17:15. Der var tale om Carcass, der er en af pionererne for først grindcore og senere den melodiske dødsmetal. Særligt Heartwork fra 1993 står som en udødelig klassiker inden for sidstnævnte genre.
Carcass lagde ud med ”Unfit for Human Consumption” fra deres mesterlige comebackalbum Surgical Steel, som de udgav efter 17 års dvale og albumtørke. Så snart Jeff Walker åbnede munden og snerrede teksterne ud vidste man, at man var i rigtig godt og velkendt selskab. Næste nummer var åbneren fra Heartwork, ”Buried Dreams”, og så var man ikke længere blot i godt selskab, så var man på hjemmebane. Sådan gik det slag i slag, og det stort fremmødte publikum var tydeligvis klar til noget metal, ovenpå Dream Theater, der var gået af naboscenen et kvarter tidligere. Hurtigt opstod der to moshpits og i løbet af koncerten blev forbindelsen mellem band og publikum større og større. Carcass lignede et band, der nød at stå på scenen, og guitarist Bill Steer havde konstant et stort smil på læberne. En fin kontrast til den ellers kolde dødsmetal, der kom ud af højtalerne.
Da Carcass lukkede ned med klassiskeren ”Heartwork” (et af sin tids bedste metalnumre!) røg stemningen et gear op. Efter sådan en afslutning er der noget antiklimatisk over at gå tilbage på pladsen.
Umiddelbart efter Carcass spillede Manchesterbandet Guilt Trip på Gehenna. De gik direkte fra lydprøve til koncert, uden at forlade scenen imellem. Men stilen er hardcore, så det går nok! De lagde så vidt jeg kunne høre ud med ”Fallen at My Feet” fra 2023s Severance. En tung sag, der straks satte spræl i publikum.
Og de sprællede videre hele koncerten igennem. Bandet var fulde af energi, men alligevel kom de aldrig helt ud over scenekanten for en der er forholdsvist uindviet i deres katalog, som jeg er. Lyden fremstod lidt rodet, på den dårlige måde, men det virkede ikke til at være bandets skyld.
