Det er med en blanding af tristesse, træthed og en vis lettelse, at jeg indtager sidstedagen på Copenhell. Følelser der stikker i alle retninger. Musikprogrammet jeg havde i vente, var det mest spraglede af de fire dage.
Dagens musikalske potpourri startede med klokken 13:30 på Helvíti, hvor tyske Heaven Shall Burn brændte godt og grundigt igennem. Siden midten af 1990’erne har bandet kombineret melodisk dødsmetal med metalcore og politiske tekster om antiracisme og dyrevelfærd. Da jeg mødte op, vidste jeg ikke, at forsanger Marcus Bischoff var syg og måtte erstattes af Britta Görtz fra Hiraes. Hun leverede en indsats, der gjorde, at jeg ikke savnede Marcus. Imponerende! Görtz havde tydeligvis ikke haft tid til at lære teksterne udenad, så hun havde teksterne foran sig. Det tog ikke noget af energien og med en energifyldt vokal, melodiske guitarriffs og tunge breakdowns var Heaven Shall Burn den perfekte indledning på lørdagen. Der var ikke mødt mange op, men den flittige crowdsurfing indikerede, at de fremmødte havde en festlig start på dagen.
Så var det blevet tid til Alien Ant Farm, der havde deres internationale gennembrud i starten af 2000’erne med coveret af Michael Jacksons “Smooth Criminal” og er kendt for at blande alternativ rock, nu metal og punk. En sær størrelse! De har sikkert ikke været særligt dyre at booke – og samtidig med, at mange kender dem, var de et fornuftigt indslag i programmet. De indledte med ”Courage”, der egentligt sparker meget godt fra sig på debutalbummet. Det gjorde den bare ikke her. Lyden fungerede ikke, og det lød ærligt talt ikke særligt godt, hvor jeg stod. Koncerten fik to numre mere uden nævneværdig forbedring, så jeg var videre. Jeg nåede altså ikke at høre ”Smooth Criminal”, som de naturligvis lukkede ned med.
Klokken 15 på Pandæmonium ventede nemlig en helt anden og voldsom størrelse. Fit For an Autopsy spillede nemlig op til moshpit. Deathcorebandet der blev dannet i New Jersey i 2008 er et erfarent band. Som forventeligt skiftede forsanger Joe Badolato mellem dyb growl og høje skrig – og ren vokal blev der også plads til. En variation, der gjorde, at koncertet ikke føltes ensformig, hvilken genren godt kan gør en gang imellem for mig. Badolato fik sat godt gang i publikum, der blandt andet kvitterede med en ’wall of death’. Stemningen var god og publikum havde tydeligvis glædet sig til en gang deathcore.
Castle Rat er et forholdsvis nyt navn i undergrunden. Bandet fra New York beskriver sig selv som en live rollespil‑agtig metalopera, hvor de kombinerer doom‑ og psychrock med en teatralsk fantasyæstetik. Medlemmerne bærer titler som Rat Queen, The Count, The Plague Doctor og The All‑Seeing Druid og indgår i en mytologi kaldet “The Realm”. Som så ofte før, var området ved Gehenna‑scenen fyldt godt op. Mange ville gerne overvære Castle Rats danske debut. For flere jeg talte med var det et lille højdepunkt på festivalen, personligt har jeg det svært, når det bliver lidt for fjollet. Det synes jeg, at det gjorde her, selvom der også var en god portion selvironi over indslaget.
Australske Kim Dracula, alias Samuel Wellings, var et andet nyt bekendtskab for mig. Han startede med at blive kendt på sociale medier via metalfortolkninger af pophits som Lady Gagas “Paparazzi”. På Copenhell præsenterede Kim Dracula sig som et eksplosivt fusionsprojekt, der blander metalcore, trap, industrial, pop og teater. Koncerten begyndte med en enkelt saxofontone, hvorefter Kim Dracula kastede sig ud i rap og sang, mens musikken konstant skiftede genre. Flere melodier og rytmiske skift blev flettet ind i det samme nummer, så man på få minutter hørte alt fra jazz til nu metal, latinrytmer og disco. Den teatralske fremtoning – med sminke og koreografi – stod i kontrast til en rå energi.
Kim Dracula viste sig at være et forfriskende indslag. Et godt afbræk i så mange andre bands, hvor man allerede efter to numre har en god idé om, hvordan koncerten vil forløbe. Sådan var det ikke her, hvilket også gjorde, at jeg blev hængende længere end jeg nok ellers ville have gjort.
Kl. 18:30 indtog at af dagens hovednavne Helvíti. In Flames var en del af den melodiske dødsmetalscene, der opstod i Gøteborg i start-halvfemserne, og særligt deres andet album, The Jester Race (1996), står for mig som en udødelig klassiker. Senere gik bandet andre og mere alternative veje, hvilket måske gør, at de i dag favner en bred skare af metalfans. Der var derfor også stuvende fuldt foran Helvíti. Selv indtog jeg koncerten fra bakken, midt for, ret højt oppe. Kroppen trængte til hvile efter en lang festival. Det blev en anderledes måde at overvære koncerten på. Lyden var ikke så intens, men til gengæld var det muligt at se, hvordan publikum reagerede.
Bandet åbnede med “Pinball Map” fra Clayman og havde publikum i sin hule hånd fra første guitarriff. Clayman fra 2000 var også det ældste album, der var repræsenteret på den på den 14 numre lange setliste. In Flames’ fire første album var desværre valgt fra. Der er selvfølgelig rigeligt at tage af alligevel, og Anders Fridén og co. kom godt rundt i kataloget, der også talte tre numre fra deres nyeste album Foregone (2023).
Hvor jeg sad var lyden ikke så høj. Hvordan den var på asfalten foran scenen, ved jeg ikke, men publikum så ud til at nyde koncerten, og når Anders Fridén beordrede på publikum til at klappe eller andet, var folk med hele vejen ned til bakken.
Der blev lukket ned med ”Take This Life”, der er et lille metalmesterværk. En perfekt måde at lukke en rigtig god koncert ned – og til (næsten) at lukke min festival ned. For nu manglede kun Anaal Nathrakh.
Det britiske to‑mandsprojekt Anaal Nathrakh, hvis navn stammer fra en trylleformular i filmen Excalibur (1981), har siden 1999 lavet musik, der skal fungere som lydsporet til verdens undergang. Deres musik mikser black metal, grindcore, industrial og noise i et kaotisk og nihilistisk lydbillede. På Copenhell leverede duoen præcis dette: forsanger Dave Hunt udfordrede med både højtskrigende vokal, operatiske passager og djævelske brøl. Guitaren forsvandt desværre i lydbilledet, der var domineret af bas og trommer. Det stoppede ikke publikum foran scenen i at have en fest, men hvornår har man ikke det på Copenhell?
Anaal Nathrkahs infernalske larm var en perfekt afslutning. Ikke fordi koncerten var perfekt, men fordi kontrasten fra koncerten til stilheden på hjemturen nærmest var katarsisk.
Allerede nu venter jeg spændt på hvilke bands, der løbende vil blive offentlig gjort til Copenhell 2026.
