01.07.25 – Bette – Eos, Roskilde Festival

Den danske sangerinde Bette har altid haft musikken i sit liv, og selvom alt tydede på, at hun skulle gå musikkens vej, var hun i en periode overbevist om, at hun skulle noget helt andet. Hun kom ind på Aarhus Universitet og læste uddannelsesvidenskab uden at vide, hvor det skulle bringe hende hen. En skæbnesvanger aften på Spot Festival fik hun omsider inspirationen tilbage, og universitetslivet var dermed en saga blot. Den danske sangerinde med det borgerlige navn Bette Maria Dandanell blev hurtigt kendt for sit take på moderne soulmusik, som er præget af hendes inderlige, dansksprogede tekster og hendes karakteristiske vokal, der har både kant og sødme.


Året 2020 så ud til at blive det endelige gennembrudsår efter hun fik slået sit navn fast med singlen “Hører dem ikke” i 2019 og en booking på Roskilde Festival 2020 i Countdown dagene før festivalen. Men så kom pandemien, og alt blev aflyst. Bette valgte at bruge den efterfølgende tid på at udvikle hendes evner som sangskriver, hvilket resulterede i debutalbummet min fra 2022.
Nu er hun snart klar med opfølgeren ego, som kommer til efteråret, og i aftensolens varme glød foran Eos fik publikum en smagsprøve på albummet sømløst blandet nyt og gammelt fra bagkataloget.


Som performer gør Bette ikke meget væsen af sig. Hun er lille af statur og har en rolig tilstedeværelse på scenen. Hun crooner for publikum, mens hun bevæger sig glidende over scenen. Der er ingen store armbevægelser eller koordinerede dansetrin. Men bette Bette har en stor stemme, og hun forstår at bruge den på mesterlig vis sammen med melodier, der er inspireret af jazz, soul og sambarytmer.
Bette smidige vokal smøg sig over publikum med ”Hører dem ikke”, mens hun fik folk til at danse til den fængende popperle ”Ik Tænk Twice” med en luftig og let stemmeføring. Det var ren kræs for øregangene, og Bette er absolut leveringsdygtig i liflig, poppet soul, der svinger og fornøjer, hvilket hun viste på overbevisende vis på Eos.
Det tog sin tid, men Bette fik endeligt sin Roskilde Festival debut og kvitterede med en optræden med charme og lune, der tegner godt for fremtiden for bette Bette med den store stemme.

Karakter 6

Karakter

6
More from Camilla Jørgensen
28.06.07 – The Gossip – Lille Vega
The Gossip – Welcome to the Beth Ditto Show “ We started...
Read More
0 replies on “01.07.25 – Bette – Eos, Roskilde Festival”