Mesterligt. Ganske enkelt mesterligt. Beth Gibbons og hendes 7-mand/kvinde band leverede en oplevelse af de helt store på torsdagens Roskilde Festival med en ækvilibristisk optræden, der satte sig i sjælen.
Sidste år udgav den nu 60-årige Gibbons hendes første soloalbum Lives Outgrown, som hun skrev over et helt årti, mens hun taklede det at blive ældre, hendes egen dødelighed, angst, moderskab og det at ramme overgangsalderen. Det er dramatiske overvejelser, der afspejler sig i musikken på det anmelderroste album. Som person på scenen er Beth Gibbons dog alt andet end dramatisk. Hun stod i bare tæer på et gulvtæppe omgivet af band og instrumenter i alle afskygninger og sang med hjemsøgende melankoli i stemmen uden tilsyneladende at ænse sine omgivelser. Det er den intense nerve i hendes optræden, som føles dybt, og som gør hendes musik og koncerter til en intim og uforlignelig oplevelse.
Har man sagt Beth Gibbons, må man også sige Portishead. Det var som frontkvinde for det legendariske trip-hop band, at hun fik sit gennembrud. Selvom den største respons fra publikum kom, da Portisheads forførende ”Glory Box” blev fremført, så er den engelske sangerinde meget mere end sin fortid. Hun har med tiden udviklet sig og fundet sin stemme med en eklektisk lyd, der er bygget op med musikalske lag. Rock møder strygere, der blandes med lyden af harmonium, klokkespil, fløjter, ja sågar cembalo. Det er et kompliceret og rigt lydunivers, der åbner sig med gentagne lytninger, og oveni den kombination kommer Beth Gibbons’ tekster, der udfordrer og stiller eksistentielle spørgsmål. Og at høre det fremført af musikere i verdensklasse skaber blot endnu et lag at udforske. Numre som ”Floating on a Moment” og ”Whispering Love” blev samlet musiklag for musiklag, harmoni for harmoni og viste bandets alsidighed, men Gibbons vokal langsomt udfoldede sig.
Beth Gibbons leverede en tour de force af en koncert, der både mættede og efterlod publikum med en følelse af at ville have mere. Smukt, Beth. Ganske enkelt smukt.
